
Aurora flyver, når mælkebøtterne blomstrer. Det er kun hannen, der har orange vingespidser (Foto: Michael Stoltze)
Lige nu flyver den smukke aurora overalt, især hvor der vokser engkarse eller løgkarse, som er to af larvens foretrukne foderplanter.
Sommerfuglen er opkaldt efter morgenrødens gudinde i den græske mytologi, Aurora. På latin hedder den Anthocharis cardamines. Det betyder “karsens blomsterynde”. Et meget passende navn. I Sydeuropa findes flere lignende arter med gul grundfarve. De er også yndige og sarte forårsflyvere.
Det er kun hannen, der har de karakteristiske appelsinorange vingespidser. Hunnen er hvid som en kålsommerfugl. Men den kan kendes fra kålsommerfuglene på bagvingens underside, der er marmoreret med mosgrønt.
De små æg er flaskeformede og ca. én mm høje. De er først lyse, men bliver stærkt orange efter et døgn De lægges på løgkarse, engkarse, rucola, judaspemge, gåsemad, pengeurt, hyrdetaske og flere andre korsblomstrede.
Den slanke, blågrønne larve lever af planternes frugtskulper i maj-juni og forpupper sig i ugerne omkring sankthans. Derefter sidder den stive og besyndelige langsnudede puppe i vegetationen helt til næste forår, hvor sommerfuglen så kryber frem, når mælkebøtterne blomstrer.
I haver får man uhyre let auroraen til at yngle, hvis man indfører løgkarse eller judaspenge og lader pengeurt og hyrdetaske stå i hjørner af køkkenhaven. Så kan man følge dens liv og udvikling fra æg til voksen sommerfugl på tæt hold, og det er hyggeligt.
(Opdateret 12. maj 2020).

Aurora hun hviler sig et øjeblik mellem den anstrengende æglægning. Den er ved at lægge æg på hyrdetaske (med de hvide blomster i billedet). Æggene lægges enkeltvist. (Foto: Michael Stoltze).

Spæd auroralarve, som lige er kommet ud af ægget. Første måltid er æggeskallen. På pengeurt. (Foto: Michael Stoltze).

Aurora i hvile på skvalderkål. De mosgrønne tegninger er karakteristiske for begge køn, men kun hannen er orange på oversiden. (Foto: Michael Stoltze).












Pingback: Værd at kende i dansk natur: Aurora | Dansknatur's Blog