
Grågæs letter fra mark ved Stubberup Huse nær Holsteinborg på Sydsjælland. Bestanden af rastende gæs i Danmark er mere end femdoblet i løbet af de sidste 30 år. (Foto: Michael Stoltze).
Gennem de sidste 2-3 uger er der dukket flere og flere vildgæs op ved de danske søer og kyster. Her står de på de nyhøstede marker i enorme flokke, hvorfra de jævnligt flyver op med stor spektakel, når de bliver forstyrret.
De første gåseflokke her i august er grågæs, der dels har ynglet i Danmark, dels nordpå i Skandinavien. Senere på året ankommer mange andre gåsearter i store mængder fra Skavinavien, Rusland, Svalbard og Grønland. En af de talrigeste, der også er begyndt at yngle i Danmark, er den lille bramgås, der har sort hals og hvide kinder. Som helhed er antallet at rastende gæs i Danmark vokset med over 500 % i løbet af de sidste 30 år. Det skyldes blandt andet et mindre jagttryk, oprettelse af reservater, hvor fuglene kan opholde sig i fred, og indførelse af vintergrønne marker. Gæssene hører med til de mange store dyr, som er vendt tilbage i landskaberne efter at have være fortrængt i generationer (læs: De store dyr vender tilbage).
Gæsserne er normalt meget vagtsomme og sky, så de flyver op på lang afstand, hvis man nærmer sig. Men på græsarealerne omkring Utterslev Mose i København ved de vilde gæs, at mennesker ikke gør dem fortræd, så her kan man komme ganske tæt på de store fugle.



