Dansk natur lige nu: Admiraler i blommerne

Nedfaldne, smattede viktoriablommer er guf for admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

Admiralen i uden for enhver tvivl en af de mest elegante af alle sommerfugle – fløjlssort med rødorange bånd og snehvide dekorationer på vingerne.

De strålende, nyforvandlede admiraler kommer frem fra pupperne fra sidst i juli og langt hen på efteråret. Med kors og bånd og stjerner på bærer den sit admiral-navn med rette. På latin hedder den Vanessa atalanta. Det betyder “den strålende Atalanta”. I den græske mytologi var Atalanta den modige og underskønne kvinde, som sårede det det Calydoniske vildsvin (se side 3).

Lige nu flokkes de strålende admiraler ikke mindst om nedfaldsblommer, hvor de suger den søde og ofte gærede blommesaft i sig. De får uden tvivl en lille skid på, men dog ikke mere, end at de jævnligt flyver væk fra blommerne for at solbade på sten og lignende med udslåede vinger. Og blomsterne glemmer de heller ikke helt.

Mellem drikkeriet i blommerne soler admiralerne sig - f.eks. på havestolene. (Foto: Michael Stoltze).

Admiralen kan normal ikke overvintre i Danmark. Derfor flyver en del sydpå til landene omkring Middelhavet, hvor de tit flyver om vinteren, hvorefter de eller deres efterkommere drager nordpå i april-juli. Admiralerne kan flyve fra Italien til Danmark på blot en uge. I Danmark lægger de æg på brændenælder, hvor larverne vokser op og forpupper sig mellem nældeblade, som larven spinder sammen med silke. Derfor ser man sjældent noget til admiralens larver og pupper. Men de er der, og lige nu myldrer admiralerne frem som strålende juveler, der smykker blomster og nedfaldsblommer i haverne.

Gå selv ud og se efter!

Admiral på nøkketunge (Ligularia). (Foto: Michael Stoltze).

Ukendt's avatar

About Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 Responses to Dansk natur lige nu: Admiraler i blommerne

  1. Tine Wandall's avatar Tine Wandall siger:

    Hej Michael,

    Tak for god og informativ artikel om denne smukke sommerfugl 🙂 jeg har også mange af dem p.t. i haven – dog ikke på blommer men på mine sommerfuglebuske – sammen med dagpåfugløjer, nældens takvinger, tidselsommerfugle, kålsommerfugle og mange smutugler (ligner de) og et eksemplar af det hvide C.

  2. Tine Wandall's avatar Tine Wandall siger:

    Flotte fotos du har taget 🙂 mange hilsner Tine Wandall fra Rågeleje

Skriv en kommentar