Et par hanner af den store frostmåler har sat sig på den kalkede væg ved hoveddørslampen 2. november. Hunnerne er helt vingeløse og kravler omkring i buske og træer, hvor de lægger æg. (Foto: Michael Stoltze).

I juni sker det ofte, at store skovområder bliver næsten helt afløvet af nogle ca. tre centimeter lange gul- og brunstribede larver. Så er det den store frostmåler, der er på spil. Natsværmeren bærer det latinske artsnavn defoliaria, som betyder “afløveren”. Og det er den vitterligt, så træerne bliver sat tilbage i vækst og må skyde forfra i juli.

Først i disse dage, hvor skoven falmer og vinteren står for døren, kommer de voksne frostmålere frem af pupperne. De brogede hanner, der er ekstremt variable i farven, flyver overalt, mens hunnen af den store frostmåler er helt vingeløs. Den er lyst æggegul med sorte pletter og kravler som en underlig, skælklædt skabning omkring på stammer og grene, hvor den udsender dufte, som lokker frostmålerhannen til. Efter parringen lægger den så æg på træerne og dør. Og ved løvspring kryber de små larver ud af æggene og begynder at guffe blade i sig.

Den store frostmåler er meget almindelig og talrig i hele Danmark. Den flyver fra sidst i oktober til ind i december sammen med flere andre natsværmerarter. Derfor er der føde til blandt andet skimmelflagermusen, som man for øjeblikket kan høre på stille steder i København og andre byer. Det er den eneste danske flagermus, man kan høre i flugten, hvor den udsender nogle mærkelige, høje tikkelyde, der er vanskelige at retningsbestemme.