Nu lyser asken over land

Livets træ i den nordiske mytologi, asken, lider af askesyge (se  her). Men det smukke træ, der lyser op i landskabet ved sommerens start, kæmper en sej kamp mod sygdommen, og de fleste træer vil forhåbentlig overleve. 

Nu lyser asken over land

Mel.: Septembers himmel er så blå

1.
Nu lyser asken over land
fra skovens friske kilder.
Der driver frø af løvetand
på luft, som sjæl formilder.
Nu dufter tjørn fra hegn og krat,
hvor nattergalens klukken
fortryller junis sommernat
som svar på gøgens kukken.

2.
Nu bryder byggens aks påny
med silkeskær i vinden.
Og brisen blæser fra sin sky
og stryger tæt om kinden.
Så er det godt at søge læ
og mærke nældeduften
bag grønne skove, hegn og træ,
hvor solen luner luften.

3.
Nu leger der en sommerfugl
så yndefuldt og stille.
Og viben flyver kåd mod muld,
mens lærken slår sin trille.
Og børn går over sø og land
i græs på bare fødder.
Nu strømmer kildens klare vand
om askens rene rødder.

4.
Hvem hviler der ved træets fod
med ten og tråd i hænde?
Vi husker, hvad vi efterlod,
men hvem kan fremtid kende?
Nu smiler juni ren og skær
med tusind farvetoner,
og landet ligger i sommervejr
med lys i askens kroner.

Ukendt's avatar

About Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv en kommentar