
På tæt hold ligner blomsterne af stor gøgeurt små mænd med vide bukser og store hætter. (Foto: Michael Stoltze).
Af Jordens omkring 320.000 arter af blomsterplanter tilhører ikke mindre end ca. 25.000 arter orkideernes familie. Dermed er det formentlig den mest artrige plantefamilie på Jorden, selv om orkideer rent fysisk ikke fylder ret meget i naturen. Langt de fleste orkideer hører hjemme i troperne, hvor mange har specialiseret sig i at vokse på grene og stammer af træer i regnskovene. De er “epifyter”, hvilket vil sige, at de vokser på andre planter. I Danmark findes der omkring 40 arter af orkideer. Mange af dem er sjældne eller meget sjældne, og de er alle fredet. Ud over den berømte fruesko, der kun findes et par steder i Nordjylland, er stor gøgeurt nok den den prægtigste vilde orkide i Danmark. Den blomstrer tidligt fra bøgens udspring og en god måned frem, dvs. fra lidt ind i maj til midt i juni. I Danmark vokser den mange steder i og omkring Klinteskoven på Møn og ellers kun enkelte steder omkring Vejle Fjord og på Fyn. Man kan læse mere om danske orkideer og se fremragende billeder her

Stor gøgeurt er en af Danmarks prægtigste orkideer. Den kan blive over 1/2 meter høj. Blomsternes farve varierer en del. De kan være helt hvide. (Foto: Michael Stoltze).
Og her er en lille video af den statelige, danske orkide: https://www.youtube.com/watch?v=IQaHPFV40HA



