Børn og voksne på Natur & Ungdoms sommerlejr beundrer vanddrikkere ved lyset. (Foto: Michael Stoltze).

For et par uger siden besøgte jeg Natur & Ungdoms sommerlejr på Avnø Naturcenter, hvor jeg havde fået til opgave at sætte lys op om aftenen for at lokke natsværmere til og fortælle lejrgæsterne om dyrene.

Vanddrikker-han. Hannen kendes på sin varmtbrune farve og de fjerformede følehorn. (Foto: Michael Stoltze).

Der var ikke den store flyvning, men en af de arter, som kom i pænt tal, og som alle fik lært at kende, var vanddrikkeren (som også kaldes for græsspinder).

Hannen er varmt rødbrun med et vingefang på omkring fem centimeter og kamformede antenner (følehorn). Lugtesansen sidder i antennerne, og vanddrikkerhannen kan registrere uhyre svage koncentrationer af vanddrikkerhunnens duftstof. På den måde kan hannen opspore en uparret hun, som måske sidder et par kilometer væk.

Hunnen er større, korngul, mere spidsvinget og har trådformede antenner. Kroppen er tung og fyldt med æg og vingefanget omkring syv centimeter.

Hun af vandrikker. (Foto: Michael Stoltze).

I maj-juli finder man tit vanddrikkerens karakteristiske larve på græs, lave planter eller på jorden mellem sten, hvor man også kan finde den ca. fem centimeter lange gullige silkekokon, der er spids i begge ender. Larven lever på forskellige græsser. Den er op til otte centimeter lang og kendes på, at den har hvidt “skæg” på siderne. Larven ses ofte drikke dug, og det har givet arten sit navn.

Vanddrikkerens larve med det karakteriske hvide “skæg” på siden. (Foto: Michael Stoltze).