Miljøminister Ida Auken har fra mange sider, også fra Dansk Natur, fået drøje hug for ikke at tage sig tilstrækkeligt af Danmarks natur. Det dér med planter, dyr, naturtyper, landskaber og biodiversitet, var vist ikke lige noget for hende.
Men inderst inde har der hele tiden været en knop. Ministeren har lyttet, lært og tænkt, og for nylig skrev hun en kronik i Politiken, hvor hun fremlagde dristige visioner om, at 1/3 af Danmark areal i fremtiden skal være [beskyttet] natur med plads til sammenhængende levesteder for vilde planter og dyr.
Som en optakt til disse bestræbelser underskrev statsminister Helle Thorning-Schmidt mandag den 2. december 2013 principerklæringen om oprettelse af Den Danske Naturfond. Bagefter var der pressemøde, hvor miljøministeren, klimaministeren, Villum Fonden og Aage V. Jensen Naturfond præsenterede Den Danske Naturfond:
Fonden kan på ingen måde stå alene. Den skal følges af den bebudede Naturplan Danmark, som miljøministeren forventer at kunne præsentere i 2014, og den bør følges af forbedret og forenklet lovgivning. Men Den Danske Naturfond tegner til at blive en milepæl for naturbeskyttelsen i Danmark. Fonden er et flot svendestykke i regeringens naturpolitik, og ingen bør længere være i tvivl om, at Ida Auken nu er sprunget ud som naturens minister.
Med Den Danske Naturfonds fødsel vil den 2. december fremover være en festdag for naturen i Danmark. Dansk Natur ønsker alle danskere tillykke. Vi håber og tror, at blomsten vil bære frugt.



