I vinterhalvåret sidder kejserkåbens spæde larver i skjul i fine silketelte på stammer og grene. Men i sommermånederne bliver de til prægtige sommerfugle, der danser fejende balletter i skovens lysninger

Den store kejserkåbe har en dramatisk historie i Danmark.
     Den imponerende, orange og sortplettede sommerfugl var almindelig i store dele af landet frem til midt i 1960’erne, men mod slutningen af det 20. århundrede forsvandt den stort set fra hele Jylland, Fyn og store dele af Sjælland. Det gik så hurtigt, at mange var bekymret for, om den var ved at forsvinde. Årsagen til tilbagegang var usikker, men blev tillagt intensivt skovbrug med brug af pesticider.
     I midten af 1990’erne overgik statens skove og en del private skove til mere naturnær drift, og efter årtusindskiftet har mange skovejere haft mere fokus på at skabe skovlysninger og skovenge. Det kvitterede kejserkåben for og begyndte at brede sig igen. Den har nu generobret sit gamle udbredelsesområde og mere til og er blevet almindelig mange steder. Midt i sommerfuglenes voldsomme deroute i Danmark er kejsekåben gået mod strømmen,
     Det er en stor glæde, for kejserkåben er en fest i skoven, hvor den flokkes om brombær- og tidselblomster og finder sammen i par i blomsterrige lysninger. Med sine strålende farver og et vingefang på omkring syv centimeter springer den i øjnene, og så har den smukkeste parringsdans blandt vores 76 hjemmehørende dagsommerfugle. Dans er en urgammel kommunikationsform, der er vidt udbredt i dyreriget og tæt forbundet med pardannelse og parring. Mennesker gør det, fugle gør det, fisk gør det og selv edderkopper og sommerfugle gør det.
     Det er hannen, der byder op i en solrig skovlysning. Han opsøger en jomfruelig hun med synet og sin lugtesansen, der sidder i følehornene. Nyforvandlede, ubefrugtede hunnen udsender en særlig, lokkende duft, som hannerne kan spore på lang afstand. Når han finder hende på en blomst eller et blad, skubber han til hende med svirrende vinger, indtil hun letter. Således starter dansen som en ballet gennem luften, hvor hunnen fører an ved at bevæge sig lige ud i baner, der skifter retning, hver gang hun møder lysningens løvvæg – næsten som en billardkugle der rammer banderne.
     Han følger sin partner tæt og er særdeles aktiv. I en fejende runddans dykker han bagfra ned under hende, stiger stejlt op foran hende, går i stå i luften, mens hun fortsætter, dykker ned under hende igen, stiger op igen, går i stå igen. Igen, igen og igen. Hver gang, han stiger op, afsætter han en smule forførende, kemisk grundstof ved at stryge oversiden af forvingerne mod hendes følehorn. Elskovsmidlet produceres fra nogle små kirtler og udskilles i de sorte striber på hans forvinger. Striberne er hans hemmelighed, og de er afgørende for, om han i sit blot få uger lange liv kan opnå sin mission: Parring.
     Efter en lang dans og hundred- eller tusindvis af rundture, sætter hun sig i vegetationen og lader ham komme til. Parringen kan vare timevis, og imens kan det sammenkoblede par godt finde på at drikke nektar fra skovens blomster. Efter befrugtningen er hendes sidste opgave i livet at lægge op til 400 små æg. De bliver lagt i barkrevner på grene og stammer, og står man bomstille i en skov med kejserkåber, kan man opleve, at kejserkåbehunnen ved en fejl lægger æg i sømmene på ens bukser.
     Efter to-tre uger bryder den lille larve på blot to en halv millimeter ud af ægget, hvorefter den spinder et lille silketelt, hvori den lægger sig til at sove. Dér sover den i ni måneder gennem efterår og vinter til den vågner en forårsdag og kryber ned til skovbunden for at æde sig stor i noget så romantisk som vilde violer. Det er den eneste kost, der dur for en kejserkåbelarve. Efter halvanden måned og fire hudskifter er den fem centimeter lang. Så forpupper den sig og forvandler sig til en strålende kejserkåbe omkring midsommer.
     Sådan er kejserkåbens liv. De er dejligt, at de danser talrigt igen ude i skoven. 


Bragt første gang som bagsideklumme i Kristeligt Dagblad, 30. januar 2025.

—

En ganske spinkel spire i et æg,
en simpel lille larve spærret inde,
brød ud igennem æggeskallens væg
en sommerdag dag i sol og varme vinde.
Lykken er et liv i skovens skjul,
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Nu ser jeg larven på den lune jord
hvor blomster vælder frem i solens stråler,
et barn af universets perlemor,
violer er det eneste, den tåler.
Lykken er et liv i skovens skjul,
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Jeg tror, den drømmer om en silkedragt
betalt af bløde blade fra violen,
og om at være med til sidste akt
klædt ud som brud i sommerfuglekjolen.
Lykken er et liv i skovens skjul,
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Som mæt og voksen skifter larven sind,
bereder sig til næste store handling.
Den klæder sig i puppens stive skind.
Jeg tænker mig, den håber på forvandling.
Lykken er et liv i skovens skjul,
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Befriet fra den trange puppehud
er tiden til at blæse på fornuften.
Jeg ser de fire vinger flyve ud
til krig og kamp og kærlighed i luften.
Lykken er et liv i skovens skjul,
frit og farverigt – som en sommerfugl.

Tekst og melodi: Michael Stoltze, 2019

Hannen af kejserkåben kendes på den intense orange farve og striberne af duftskæl, der indeholder forførende “parfume”. (Foto: Michael Stoltze).

Hun af kejserkåbe på brombærblomster. Han i baggrunden. (Foto: Michael Stoltze).

Kejserkåbens parringsdans i luften. Hunnen i midten mens hannen cirkulerer udenom. Sammensat af 11 billeder. (Foto: Svend Rastrup Andersen).

Kejserkåber i parring. (Foto: Michael Stoltze).