Hold øje med æg af det hvide W



Hvis du skal beskære elm i haven, så tjek de afklippede grene for æg af det hvide W. De er små, knap én millimeter i diameter, men lette at finde ved basis af knopperne. De ligner små, flyvende tallerkner. Tag grene med æg ind og sæt dem i vand. Så springer de ud, og larverne forlader æggene og begynder at æde de spæde elmeblade. Efter 3-4 uger er de voksne og halvanden centimeter lange. Derefter forpupper de sig mellem bladene, og efter 2-3- uger bryder den fine sommerfugl frem af puppen.

God fornøjelse!

Her er lidt mere om arten fra en artikel af Michael Stoltze i Kristeligt Dagblad:

“Min ven Svend Rastrup Andersen overraskede mig en gang midt om natten i radioens P2, hvor han i en hel time delte musik om sommerfugle og fortalte om sin store glæde ved det hvide W.

Det hvide W? Jo, det er navnet på en sommerfugl. Den er så hurtig og lille, at meget få bemærker den, selvom den har sit navn skrevet med fin, hvid skrift på undersiden. Men Svend opdagede den, blev betaget af den og besluttede sig for at finde ud af noget mere om dens liv. Han læste, at den udelukkende lægger æg på elmetræer, og at æggene bliver siddende ved basis af træets knopper i ni måneder fra juli til april. Æggene er grå og ligner små, flyvende tallerkener (”…og de grønne mænd må være virkelig små!”, skrev en af mine venner).

Så gav han sig til at lede. Det er en fordel at være lidt nærsynet, for æggene er kun 0,8 millimeter i diameter. Men Svend fandt æg til den store guldmedalje og oplevede den bekendte store lykke ved at være naturnørd: fortroligheden med endnu et af naturens små mirakler. Han så det store i det små. Det var dén glæde, han delte så gavmildt ud af til musikradioens lyttere midt om natten.

Det hvide W måler bare tre centimeter i vingefang. Vingeoversiden er dybt gråbrun, men den viser den aldrig i hvile. Dér holder den vingerne tæt sammen, så man til gengæld ser undersiden af bagvingerne med de delikate hvide linjer, orange bølgetegninger og tynde haler. Sådan så jeg den i sommers på blomster i haven på Koldekilde, og da jeg kiggede op i valnøddetræet, var der en hel sværm af de mørke sommerfugle.

De har mødesteder, hvor de soler sig, holder fest, drikker honningdug (bladlusenes søde ekskrementer), slås, finder partnere og parrer sig. Og i min have havde de valgt valnøddetræet. Det står i nærheden af fire mellemstore elmetræer, og forleden var jeg på Svends foranledning ude for at søge efter de små ufoer på grenene. Og sandelig: De var landet!

Ufoens beboer er en diminutiv, sammenkrøllet larve på kun to millimeter. I april kryber de små larver ud af æggene og begynder at æde manna. I løbet af et par måneder bliver de til seje, bænkebiderlignende, grønne larver, som forpupper sig og forvandler sig mellem elmeblade i træet, i barkrevner eller mellem vissent manna på jorden.

Og efter to tre uger kommer de hvide W’er frem og lever deres intense flyvende sommerfugleliv, der blot varer et par uger.

For omkring 30 år siden begyndte Danmarks elmetræer for alvor at dø af elmesygen – en svampesygdom, der kom til Europa fra Asien i 1919. Stort set alle store elme døde og stod i årevis som lysende hvide knokkeltræer i skovbryn og hegn.

Og i byerne, hvor elme var de mest anvendte træer, blev de fældet og især erstattet med lind. Det hvide W foretrækker store elmetræer, der sætter manna, så elmesygen tog næsten livet af den lille sommerfugl. Den blev sjælden, og det var hårde år for arten, der de første år i det 21. århundrede måtte tage til takke med de mange små elme, der ikke blev syge. Men nu er elmesygen næsten væk, og der er igen temmelig store elme, som blomstrer. Derfor myldrer det atter med de hvide W’er i trækroner og på blomster i det meste af Danmark.

Beboerne i de små flyvende tallerkener er klar til at indtage sommeren med fuld musik.”



Æg af det hvide W ved basis af elmeknop. Der er larver i de to mørke, mens de to lyse er tomme æg. Larverne har forladt dem gennem et hul i toppen or er nu i gang med af æde spæde elmeblade. (Foto: Michael Stoltze).

Ung larve på elmeknop under udspring. (Foto: Michael Stoltze).
Voksen larve på elm. (Foto: Michael Stoltze).
Puppe. (Foto: Michael Stoltze).
Det hvide W på russisk mandstro i haven. (Foto: Michael Stoltze).
Elmeblade. (Foto: Michael Stoltze).
Det hvide W sværmer i flokke om solbeskinnede grene, hvor de mødes for at parre sig. (Foto: Michael Stoltze).

Ukendt's avatar

About Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, naturformidling, sommerfugle og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.