Martin Andersen Nexøs tid i naturen i barndomsårene på Bornholm var afgørende for hans forfatterskab. Erindringerne fra 1935 er en inspirerende guldgrube af allerhøjeste værdi for nutidens jagt på jordforbindelse og livsmod  

  
Gode tilfældigheder i mit liv har ført mig til et sted nær Balkabugtens bred.
Martin Andersen Nexø (1869-1954) hjalp i 1929 min morfar, forfatteren Marcus Lauesen, til et skriveophold på øen Reichenau i Bodensøen, hvor min mor kom til verden. Og nu banker Nexø venligt på min dør. 
   For jeg bor lige dér, hvor Martin Andersen som vogterdreng vandrede rundt for snart halvandet hundrede år siden og tæt på det sted, hans farfar og farmor boede i et lille, stråtækt hus ved mosen. Jeg aner nu det stærkt ombyggede hus bag træerne syd for vores bopæl. 
   Her er godt at gå omkring. Bugten ligger som en blændende hvid bue udspændt med lyngklædte klitter i ryggen mellem Balka Havn og sandstenspynten med de forræderiske rev, der bryder bølgerne ud for Snogebæk. En sjælden gang raser Østersøens kraftige østenbølger mod stranden, æder af klitterne og kaster gamle vragdele og vældige volde af tang op på kysten. Men for det meste er bugten en idyl af lys, sand og lavt og roligt vand. 
   Bag klitryggen er der i dag spredte sommerhuse og højstammet fyrreskov, der giver ekstra læ for vestenvinden. Vest for skoven ligger fuglereservatet Hundsemyre, og nord for bugten ligger Balkalyngen og vildtreservatet Nexø Sydstrand, der grænser helt op til Nexø By.    

   I årene omkring 1880 var Balkabugten det samme magiske møde mellem hav og land som i dag, med trylleri i havstokken og naturkræfternes evige leg med sandet og Melåens udløb. Trods sin omskiftelighed fra dag til dag har bugten bestået uforandret gennem århundreder. 
    Baglandet, derimod, er forvandlet til ukendelighed. Al mosens tørv er gravet væk, og hvor der før var en åben højmose med tørvemos, kæruld, lyng og tranebær, er der nu en næringsrig sump med store elletræer og et mylder af skarver, gæs og andre fugle. Og hvor landskabet tidligere var åbent med blomstrende enge, lyng, overdrev, sten og små, spredte marker, er der i dag høj skov eller kæmpestore marker, hvor stenene er ryddet af vejen. Ude i Østersøen ser det tilforladeligt ud på overfladen. Men nede i vandet er det en katastrofe. Ilten er væk, fiskene er få, og fiskeriet er lukket. 
    Martin Andersen Nexø er nok mest kendt for sine socialrealistiske værker og for sin blindhed over for socialismens skyggesider. Men det så de færreste i datiden, og det er langt mere interessant, hvordan Nexøs enestående forfatterskab groede frem af de fattige og slidsomme drengeår, den bornholmske muld, dyrkningen og ikke mindst hans stærke og berusende frihedsfølelse, når han opholdt sig i naturen. 
    Om tiden som vogterdreng i skriver han i erindringsbogen ‘Under åben himmel’: “…jeg fik Mod paa Livet, snappede Luften med Begærlighed, gik løs paa Tilværelsen med en glubende Appetit, jeg ikke før hade kendt. Ingen Gru kunde trykke mig i Knæ mere, Hjemmet hade – uden egentlig at forandre sig – mistet det skæbnesvangre. De fire trange Vægge og hvad de rummede var ikke længer afgørende; de var ikke Tilværelsen selv, men kun en mer eller mindre lun Krog. Jeg var flyttet uden for og hade begyndt mit Liv for egen Regning.” Og han konkluderer: “Mennesket trænger til noget, der ligger midt imellem det fysiske og det aandelige Arbejde, en Legeplads for Sjæl og Sind. Den billigste Tilfredsstillelse af dette noget sker gennem Kortspil, den skønneste og rigeste ved Samliv med Naturen, først og fremmest aktivt Samliv…  Der er mere Næring for Sindet i at plante Blomster og kæle Frugter frem, end i nogen anden Fritidsbeskæftigelse.” 
    I en tid med en alvorlig natur- og trivselskrise higer vi efter jordforbindelse, ro og livsmod. Og sandelig om ikke min egns store forfatter rammer plet med sine ord. 
   Han er næsten profetisk og lige til at bruge i nutiden.  

—-

Trykt første gang i Kristeligt Dagblad 22. januar 2026