Brislingen, sildens mindre slægtning, bliver fanget i enorme mængder til dyrefoder og industri. Den overfiskes voldsomt, og det ødelægger Østersøens økosystem og er på alle måder ubæredygtigt, da brislingen er en fremragende spisefisk

En gang myldrede det med sild og brisling i Østersøen.
     De to sølvblanke fiskearter lever af vandlopper og andre smådyr i overfladen og færdes naturligt i enorme stimer, der kan bestå af millioner af fisk. Silden er velkendt og har haft kolossal betydning som saltede sild og siden som marinerede og røgede sild, mens brislingen, der smager lige så godt som dens sydlige slægtning, sardinen, næsten kun bruges som foder til opdrætslaks og anden industriproduktion.
I min barndom og ungdom i 1960’erne og 1970’erne var der over hundrede aktive silderøgerier på Bornholm, og der blev røget sild fra Østersøen til hele Danmark. Fiskeriet var det vigtigste erhverv på Klippeøen. En stor del af øens beboere var fiskere eller beskæftiget indenfor følgeerhverv som lasting, forædling og salg af fisk, og klassiske fiskeretter som ”Sol over Gudhjem” og ”Røget bornholmer” blev værdsat langt ud over landets grænser.
Men de seneste årtier er det gået helt galt. Fiskene er stort set forsvundet, fiskerbådene er solgt eller hugget op, filetfabrikkerne og konservesfabrikken er lukket, og de få aktive røgerier, der er tilbage, røger sild og andre fisk fra Nordsøen. Fra Bornholms smukke kyster ser vi nu mod alle verdenshjørne ud over det, vi med galgenhumor kalder ”Det Døde Hav”. Vi ser en ufattelig tragedie og et økosystem, der er kollapset.
     Årsagerne til katastrofen er komplekse og skyldes en blanding af forurening, skadelige fiskerimetoder, klimaændringer, tilbagekomst af skarver og gråsæler og ikke mindst overfiskeri.  Fiskestimerne efterstræbes effektivt af enorme fartøjer, der hvert år lander mellem 250.000 og 350.000 tons fra Østersøen til dyrefoder, hovedparten brisling. Industrifiskeriet betyder, at bestandene af de vigtige småfisk er langt under det naturlige for Østersøen, så rovfisk som torsk, laks og havørred sulter. Sælerne, der tidligere primært åd sild og brisling, efterstræber nu andre fiskearter og er endog begyndt at æde ederfugle og andre havfugle i mangel af bedre.
     Med en stribe af krav til blandt andet industri og landbrug i landene omkring Østersøen prøver man at reducere forureningen og det skadelige fiskeri, men det er en lang, sej proces, og der vil gå mange år, før indsatsen for alvor begynder at give resultater i form af flere og større fisk.
     Heldigvis behøver ikke alt at tage så lang tid. Én ting, som kan bringe hurtige resultater, er at stoppe industrifiskeriet. De store industrifartøjer finder og fanger fiskestimer med uhyggelig effektivitet og fjerner på den måde næringsgrundlaget for større fisk. Når vi bruger brislingen til laksefoder i stedet for menneskemad, får vi samtidig en fødevareproduktion fra havet, der er under en tredjedel af, hvad man ville få, hvis man udnyttede de velsmagende og sunde småfisk direkte til menneskemad. Det er altså en særdeles ufornuftig måde at bruge naturen på.
     Vi skal lære at høste af den vilde natur med fornuft og respekt. I Østersøen kan et totalt stop for industrifiskeri give kæmpegevinster. Brislingen formerer sig og vokser lynhurtigt, så der vil på få år blive rigeligt af de små fisk både til havets sultne rovfisk og til et langt mere bæredygtigt fiskeri til konsum. Brislingen kan konserveres, krydres og røges, eller den kan varmrøges hel, som man gør det i Slesvig-Holsten, hvor Kieler Sprotte – hel brisling røget på elle- og bøgeflis – er en delikatesse. Man behøver ikke engang rense den, og benene er så små og møre, at man kan spise hele fisken.
     Den lille, sølvskinnende fisk, Nordens sardin, kan slet og ret få en nøglerolle i genopretningen af det plagede brakvandshav.

—

Artiklen er bragt første gang i Kristeligt Dagblad 19. februar 2026. Michael Stoltze: vi skal selv sætte tænderne i Nordens sardin