Bøger

DANSKE DAGSOMMERFUGLE. NATURENS POESI PÅ VINGER (Lindhardt og Ringhof 2024, 632 sider)

Få oversigt over alle de danske dagsommerfugle og deres mange forskellige måder at leve og overleve på

Sommerfugle er fantastiske, flagrende, fascinerende flyvere. Man kan ikke lade være at blive glad, når den første citronsommerfugl dukker op i marts, eller hvis den vidunderlige blå iris, som er opkaldt efter regnbuens gudinde, skulle kigge forbi haven en varm sommerdag. Og de er indikatorer for naturens tilstand: Er der mange sommerfugle, er naturen sund, men er der få sommerfugle, står det skidt til.

“Danske dagsommerfugle” er den mest omfattende beskrivelse af de sommerfugle, der er hjemmehørende hos os. I bogen gennemgås 94 arter og deres bemærkelsesværdige egenskaber, udseende, karakteristiske varianter, flyvetid, levesteder, værtsplanter og udbredelsesområde. Når det gælder sjældne arter og arter i stærk tilbagegang, forklares det, hvordan man kan sikre arten gode livsbetingelser. I de seneste år er der foretaget en landsdækkende registrering af dagsommerfugle, og der er indsamlet helt ny viden om de danske arters udbredelse og tilbagegang, som inddrages i bogen og gør den helt up to date.

FLYVENDE ADMIRALER OG ANDET SMÅKRYB. HAVEEJERENS BOG OM INSEKTER (Lindhardt og Ringshof 2023, 336 sider)

Blive kendt med havens mindste beboere og deres utrolig tilpasninger gennem millioner af år

En del haveejere vil nok genkende nogle af de flotte og farverige dagsommerfugle, og måske også enkelte bier, gedehamse og biller. Men hvad med alle de andre insekter, der lever under og over jorden? Mange haveejere betragter dem først og fremmest som en pest og en plage og aner ingenting om, alle de gode ting, insekter gør, og hvor sindrigt indrettet deres kroppe og sanseapparater er.

I bogen kan du læse om insekternes biologi og udvikling, deres samspil med andre arter og de mange sjove og kreative strategier og specialiseringer, insekter har udviklet – blandt andet for at skaffe føde, score en partner og beskytte sig mod fjender. Man kan få endnu større glæde af haven, når man ved noget om insekternes adfærd og behov og ikke mindst om de mange spændende tilpasninger og samspil mellem insekter og andre artsgrupper, som bidrager til at opretholde robuste økosystemer og sunde haver. Bogen kan læses af alle, som ønsker at lære mere om insekter og natur.

BIODIVERSITET. SÅDAN SKABER VI EN RIGERE NATUR (Lindhardt og Ringhof 2021, 272 sider)

Vær med til at skabe mere biodiversitet på egen grund, i dit nærområde og din kommune.

Biodiversitet handler om mangfoldigheden af liv på jorden, om alle arter, arternes genetiske variation og variationen i økosystemer. Naturmangfoldigheden er i dag stærkt truet. Arter og levesteder forsvinder hurtigere end nogen gang før, og vi befinder os i en biodiversitetskrise, som også truer vores egen eksistens.

Bogen ”Biodiversitet” giver indsigt i biodiversitetskrisen og fortæller, hvad vi hver især kan bidrage med for at løse den, fra at indrette haven insektvenlig til større projekter, som kræver samarbejde og fælles indsats. Bogen bygger på nyere forskning, men er letlæst og kan bruges af de fleste, og selv børn vil have store glæde af de 275 farvefotos af farverige og underlige arter og spændende landskaber, som forhåbentligt giver læserne lyst til at tage på opdagelse i den danske natur.


SOMMERFUGLEHAVE. HVORDAN VORES HAVER KAN BLIVE GODE LEVESTEDER FOR FARVERIGE SOMMERFUGLE (Gyldendal 2020, 232 sider)

Hjælp sommerfuglene hjemme hos dig selv og få en smukkere have.

Naturen er i krise, og sommerfugle tilhører de mest truede arter. En del er allerede forsvundet, mens andre står i fare for at uddø, hvis vi ikke er i stand til at tilbyde dem flere og bedre levesteder.

”Sommerfuglehave” henvender sig til alle, der ønsker at blive bedre kendt med de danske dagsommerfugle og lære sig, hvordan man kan indrette haven, for at skabe bedst mulige livsbetingelser for de farverige skabninger. Du kan blandt andet læse om hvad, der kendetegner de forskellige grupper af sommerfugle, om hvordan de overvintrer og om hvilke planter, som kræves, for at sommerfuglelarverne skal kunne udvikle sig til voksne sommerfugle. Enkelte sommerfugle er afhængige af én eller nogle få plantearter, og hvis disse ikke findes, kan sommerfuglene ikke klare sig. Bogen giver også et indblik i, hvordan sommerfugle indgår i religion og folketro, og man bliver kendt med forfatternes egne sommerfuglehaver på Bornholm. Det er ikke alle sommerfugle, der er i stand til at leve i haver, men ved at læse om deres behov, forstår man bedre, hvorfor de er så sårbare, og man får nogle redskaber til at bidrage til deres overlevelse ude i den større natur.