Skarven er fuglenes memento mori

Udgivet den 26. februar 2018 af Michael Stoltze

Tre skarver på Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

Min far stammer fra Skørping i Nordjylland, hvor han blev født i 1922.

            Han har fortalt mig meget om naturen i Jylland for snart 100 år siden. Han lærte mig, at en “rigtig” sommerfugl i Skørping var en svalehale. Først når den store art med de eksotiske sorte og gule vinger med haler fløj over engen ved Rold Skov, var det virkelig sommer. Og dér, i Skørping, ved den krystalklare Madum Sø, kilderne, Lindenborg Å, Rebild Bakker og Rold Skov, grundlagde han sin livslange opmærksomhed omkring alt det, der rører sig i det fri.

            Siden flyttede familien til Lundby på Sydsjælland, da min farfar fik arbejde på jernbanestationen. Det var nye tider med ny natur, og her hørte min far om den forjættende skarv. Den store, sorte ålekrage, som var lige så forhadt, som den var sjælden dengang i Danmark. Fuglen havde sin sorte fjerdragt og opførsel imod sig. Den mindede om døden. Det kan være godt for livet at blive mindet om vores dødelighed. Men alligevel blev skarven forfulgt som både ulykkesfugl og skadelig skabning. Min far vidste, at den trods sin status som fredløs i landet holdt til på den lille, ubeboede Ormø i det lavvandede nor ud for godset Holsteinborg. Så en søndag hoppede han på cyklen og kørte de 35 kilometer til noret for at se fabeldyret. Det lykkedes, og verden var lidt bedre, større og vildere, da han kørte hjem igen mod Lundby med vestenvinden i ryggen.

            Tilfældet ville, at jeg i 2010 bosatte mig nogle år netop ved Holsteinborg. Der, hvor konseilspræsident grev Holstein-Holsteinborgs nevø, Ludvig Holstein, blev inspireret til sangen “Det lysner over Agres Felt”, hvor “Det sortner over Storebælt med sol på kirkegavle”. Fra gavlvinduet i mit arbejdsværelse kunne jeg se hen over noret, hvor skarvernes ø, Ormø, lå i det fjerne som en delvis hvidkalket hvælving i horisonten, malet af fuglenes ekskrementer.

            Skarven er en lang og slank fugl. Når man holder en nyskudt skarv i næbbet, så kroppens tre kilo tynger og trækker halsen helt ud, måler fuglen næsten én meter fra næb- til halespids. Man ser, at fuglen ikke bare er sort, men har smukke, skinnende bronzebrune fjer med sorte kanter. Og hovedet er et grådigt underværk med det lange næb med dræberkrog for enden, flaskegrønne øgleøjne, hvide kinder og orange, nedadvendte mundvige. Gabet er kolossalt, og man kan fornemme dens nære slægtskab med pelikanen. En fiskesluger af Guds nåde og udrustet med enorme årefødder, der er lige så effektive i vand, som de er monstrøse på land. Skarven kan bruge sin lange hals akrobatisk som en slange, strække den som et nysgerrigt periskop og begrave den fuldstændigt i de lune kropsfjer, så fuglen ser helt halsløs ud. Halen er kort og stiv og bruges som støtte på land og ror i vand.

            I vandet er der næsten ikke den sprække, hvor skarven ikke kan nå ind og hive fisk frem med sit lange, smalle næb. Den sluger fiskene hele, og de bliver til næring og energi og i sidste ende en lind grød af fiskelugtende, hvide ekskrementer, som skarven med løftet hale leverer i rå mængder i stærke, ætsende stråler. Således udrustet kan fuglene indrette pæne hjem, når de slår sig ned i en skov for at yngle. Træerne går simpelthen ud og bliver prægtige, hvidkalkede domiciler, hvor der er flot udsigt og let adgang til og fra grene og reder for de gåsestore fugle. Kolonierne kan huse alt fra et par håndfulde til flere tusinde par. Og her lever skarverne det meste af året, lægger deres smudsighvide æg i marts-april og fodrer unger op i rederne i maj-juni.

            I stednavne kendes skarven blandt andet fra den nu hedengangne Skarreklit (oprindelig Skarringklinth), der stod som en markant limstenssøjle i havet ud for Bulbjerg i Nordvestjylland. Søjlen, der styrtede om i 1978, havde navn efter de skarver, der engang holdt til dér.

            I mytologien er skarven kendt fra det norske folkeeventyr om sagnøen Utrøst ved Lofoten. Utrøst er ligesom det sunkne Atlantis umådeligt rigt og normalt ikke synligt. Men flittige og fromme fiskere på havet kan i tilfælde af yderste havsnød komme dertil og opleve stedets overflod, møde storbonden og få forsyninger med sig i ubegrænsede mængder. Storbonden på Utrøst har tre sønner, men de tåler kun at se mennesker og verden, når de har forvandlet sig til skarver. Sådan strejfer de omkring i skikkelse af tre skarver, og sådan får bonden alt at vide om, hvad der rører sig i verden uden for Utrøst. Den yderste kommune på Lofoten bærer navnet Røst og har de tre skarver i sit byvåben.

            Skarvens historie er voldsom i Danmark. På grund af sin evne som fiskefanger, sin påfaldende latrinære opførsel og ilde lugt og blev fuglen lagt for had. Fæl fugl har mange navne, og den er døbt ålekragen, søravnen, vandravnen, strandravnen eller slet og ret fiskeren. Gennem det 19. århundrede havde den mange og store kolonier i Danmark, som med sine fiskerige lavvandede kyster er som skabt til skarver. Men fra 1904 til 1927 betalte staten betydelige skydepræmier, idet jægerne fik en krone for hver højre skarvfod, de afleverede. En krone var mange penge dengang. Jagten fortsatte frem til 1980, og i hele denne periode var der næsten ingen ynglende skarver i Danmark. I min barndom på Bornholm i 1960’erne kendte jeg den kun fra bøgerne som en stor eksotisk eventyrfugl, jeg drømte om at se engang.

            Efter totalfredningen i 1980 gik skarvbestanden markant frem i Danmark indtil den stabiliserede sig på omkring 40.000 par fordelt i hele landet. Men det var ikke uden sværdslag. En af de første større kolonier blomstrede op på Ormø, hvor der hurtigt opstod et dilemma. Den 28 hektar store ø var nemlig kendt som hjemsted for en sjælden rest af Danmarks lindeskov fra den varme Stenalder for 6-7000 år siden. Nu mente greven på godset, at hans lindebevoksede klenodie af en urskovsø var ved at blive skidt ihjel af skarver. Og Naturfredningsrådet gav ham ret, så staten gav ham dispensation til at skyde skarver på øen. Det blev forsidestof i aviserne, da aktivister organiserede en sørgemarch med døde skarver og dybe dødstrommer gennem gaderne i Københavns centrum og ind til Fredningsstyrelsens kontorer i Amaliegade, hvor de overdøvede gardens daglige vagtskifte mod Amalienborg Slotsplads.

            Skarven sætter stadig sindene i kog. Hvis man løber tør for samtaleemner, kan man ved ethvert større selskab være sikker på en lang og ilter debat, hvis man bringer skarven på banen. Skarverne er i dag en karakterfugl ved de danske kyster og søer, og både erhvervsfiskere og lystfiskere giver jævnligt udtryk for bekymring over fuglenes indhug i fiskebestanden. I hårde vintre kan skarverne pludselig flokkes om åbne vandløb, hvor de guffer i sig af fine fisk som ørred og stalling, og i områder med bundgarnsfiskeri kan de sorte fiskere sidde på hver en pæl.

            Der er muligheder for regulering af skarvbestanden, men der er ikke en egentlig jagttid, selv om skarven kan spises og navnlig som ungfugl smager udmærket. Det er muligt, at der kommer en jagttid, men siden midt i 1990’erne har naturen selv fundet en løsning: Havørne! Efter at have været skudt væk eller forgiftet i næsten hele det 20. århundrede er de store, stærke havørne vendt tilbage til Danmark. Det er gået hurtigt, og bestanden nærmer sig nu 100 ynglepar. Mange af parrene har slået sig ned i eller ved skarvkolonier, og det virker. Da havørnene etablerede sig på Ormø svandt bestanden ind fra over 4.000 ynglepar til under 1000 i løbet af få år. Ørnene er for øen, hvad leoparderne er for savannen. Skoven, der var svedet af skarvernes hvide gødning, blev grønnere. Og det bedste af det hele: De gamle lindetræer er begyndt at skyde op igen. Både greve, lindetilbedere, lindesværmere, skarvvenner, ørneelskere og urskovdrømmere kan være tilfredse.

            Min barndoms ø, Bornholm, hvor jeg bor nu, er også for længst erobret af skarver. De har vældige velkomstkomiteer på molerne i Rønne, hvor de ophøjet tager imod mængder af turister og andre rejsende, og de har indtaget fuglefjeldene nord og syd for Hammershus, hvor de kalker klipperne hvide sammen med et hav af sølvmåger og hundredvis af Nordens wannabe-pingviner, alke og lomvier. Skarverne yngler nu i tusindvis i mosen Hundsemyr ved Balka syd for Nexø. Uden for yngletiden kan man gå rundt om mosen ad små stier og komme ganske tæt på de store fugle, der fører højlydte, indviklede samtaler og har skærmydsler overalt i træerne.

            Det er skoggerlatter fra skarven. Fuglenes livsbekræftende memento mori.

——–

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 26. februar 2018.

 

Havørnene på Ormø har bragt skarven til fald. (Foto: Michael Stoltze).

Skarver på Vigelsø. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

“Ålekragerne sidder som dystre symboler på bundgarnspælene. De har vinteren i selve udseendet”, skrev forfatteren Ole Vinding. (Foto: Michael Stoltze).

De tre skarver fra Utrøst. Kommunens Røst’ byvåben.

 

Skarverne har kommandoen på Lyseklippen ved Helligdomsklipperne. (Foto: Michael Stoltze).

  

Udgivet i Dansk natur, Fugle | Tagget , , , , , , , , , , , | 4 kommentarer

Den strålende Atalanta

Udgivet den 5. februar 2018 af Michael Stoltze

Admiral set forfra. (Foto: Michael Stoltze).

“Jeg vil kalde den Papilio atalanta”.

Carl von Linné var ikke i tvivl, da han skulle tildele den beundringsværdige admiral et latinsk navn. Sommerfuglen var en af de mange arter, der var med i den verdensberømte svenskers store og banebrydende udgave af værket “Systema natura” i 1758. Det var i det år, han indførte de videnskabelige, latinske dobbeltnavne, som alverdens levende skabninger får tildelt, når de bliver opdaget og beskrevet. En praksis, der har gået sin sejrsgang lige siden.

Før 1758 kalde Linné og svenskerne den flotte sommerfugl ammiralis, et navn der var afledt af latin ammirabilis, der betyder den beundringsværdige. På dansk kalder vi den admiral, og med sin fløjlssorte dragt med røde bånd og hvide stjerner, passer navnet fortrinligt. Også selv om ordet admiral stammer fra det arabisk amir al-bahr, der betyder “havets hersker”.

Admiralen udstråler en sjælden styrke og skønhed i sensommer og efteråret, hvor den kan flyve talrigt indtil langt ind i oktober. Ja – faktisk er admiralen den eneste danske dagsommerfugl, som uprovokeret er set flyve frit omkring ude i Danmarks natur i alle året 12 måneder.

Linné, grundlæggeren af den biologiske klassifikation og den latinske navngivnings fader, var klassisk dannet og belæst. Og i hans hoved hang naturen, skabelsen og de gamle fortællinger med myterne fra antikken tæt sammen. Han så både skønhed, poesi og myter i de farvestrålende, flagrende sommerfugle, som han klassificerede (ret uvidenskabeligt) efter rang fra de trojanske riddere, græske riddere, heliconerne, de hvide grækere, de brogede grækere, nymferne, almuen og barbarerne. Admiralen regnede han til nymferne sammen med velkendte arter som dagpåfugleøje, nældens takvinge og den smukke sørgekåbe. Og de arter er faktisk ret tæt beslægtet.

Admiral i nælder. (Foto: Michael Stoltze).

Linné forsøgte at bruge latinske navne, der beskrev noget karakteristisk ved arterne. Nældens takvinge kaldte han således for Papilio urticae. Det betyder “nældens sommerfugl”, og det passer jo fint med, at larverne lever på nælder. Men andre gange så han andet og mere i sommerfuglene end deres konkrete udseende og biologi. Sådan var det med admiralen. Han havde blik for dens strålende styrke og skønhed og ledte i de gamle myter efter en passende skikkelse, han kunne opkalde sommerfugen efter.

Valget faldt på Atalanta, som Linné kendte fra de græske myter. Atalanta var en guddommelig smuk, stærk og atletisk kvinde. Hun var vokset op i den vilde natur hos en bjørnefamilie i bjergene, og derfra havde hun mod og styrke. Atalanta var beundret og fik heltindestatus under kampen mod det uhyrlige calydoniske vildsvin. Vildsvinet var et frygteligt monster, som jagtgudinden Artemis havde sluppet løs som straf for, at kong Oineus havde gemt at nævne hende ved den årlige offerfest. Uhyret spredte død og ødelagde huse og marker, indtil Atalanta som den førte sårede vildsvinet så alvorligt, at det mistede sin kraft og siden blev dræbt.

Atalanta var som en drøm og blev tilbedt næsten som myternes skønne Helena. Hun var jomfru og uopnåelig, fordi kunne løbe fra alle mænd og kun ville have en mand, der kunne besejre hende i løb. Hun afviste ikke bejlere, men de skulle løbe om kap med hende først, og prisen for at tabe til hende var livet. Mange mistede livet. Men en dag forsøgte Hippomenes sig. Han havde forinden søgt råd hos Afrodite. Det var klogt. Frugtbarhedsgudinden gav Hippomenes tre gyldne æbler, som hun bad ham kaste under kapløbet med Atalanta. Det gjorde han uvidende om, at Atalanta ikke kunne modstå æblerne og hver gang standsede for at samle dem op. Det forsinkede hende, så den stærke Hippomenes vandt løbet og kunne gifte sig med skønheden.

Linné anbragte admiralen i slægten Papilio, som bare betyder sommerfugl. Siden er Papilio reserveret til en stor gruppe af de flotte svalehaler, mens resten af sommerfuglene er blevet anbragt i andre slægter. Den danske naturforsker Johan Christian Fabricius, som var elev af Linné, navngav over 10.000 arter af insekter og anbragte admiralen i dens nuværende slægt, Vanessa. Artsnavnet alalanta blev bevaret. Den smukke sommerfugl skiftede navn fra Papilio atalanta, der betyder “sommerfuglen Atalanta” til Vanessa atalanta, der betydet “den strålende Atalanta”.

Admiralen kommer lige så sikkert som nattergalen og de andre sangfugle trækkende til Danmark hvert forår i maj-juni. Antallet veksler meget fra år til år, men den er aldrig sjælden, og visse år er den en af de almindeligste sommerfugle i sensommeren og efteråret i Danmark. Forårets admiraler kommer til os helt fra Middelhavslandene, hvor de flyver og yngler om vinteren. De er stærke og kan klare turen fra Italien til Danmark på omkring en uge. De flyver mod nord i millioner, men enkeltvis og ikke i flokke som mange fugle. De kan flyve dag og nat, og undervejs bliver de lidt slidt og matte i farverne, så man ikke lægger så meget mærke til dem, når de når frem.

Admirallarvens “telt” af nældeblade. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Vel fremme i Danmark lægger de æg på brændenælder alle steder. De anbringer de små, runde æg enkeltvis på friske skud, og hver hun kan lægge op til 1000 æg. Efter 14 dage kryber larven ud af ægget og begynde at æde sig stor i nældeblade. Af bladene konstruerer den et lille “telt”, som den skjuler sig i og til sidst forpupper sig i. Man kan let finde dem, fordi larven har for vane at gnave brændenældeskuddet halvt over, så det bøjer sig. Sidst i juli og gennem august og september kryber nye, strålende admiraler frem fra pupperne i nælderne. De har brug for energi og søger ivrigt til blomster, gæret saft fra blødende træer og nedfaldsfrugt. De har smag for sukker og alkohol, og i frugthaver kan man undertiden se dem forsamlet i hundredvis.

Admirallarve. (Foto: Michael Stoltze).

 

Om efteråret trækker en stor del af de danskfødte admiraler mod syd til Middelhavslandene, hvor de flyver talrigt om vinteren. Men en del bliver og forsøger at klare sig gennem den danske vinter, hvor de sætter sig i skjul i tæt vedbend og lignende steder, når det er koldt. De overlever kun i de mildeste vintre. Modsat nældens takvinge og dagpåfugleøje går admiraler aldrig i rigtig dvale. De fouragerer, hver gang det er mildt og solrigt.

Admiral på hånd. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiralen er i sandhed en smuk, stærk og bemærkelsesværdig sommerfugl. Hun lever til fulde op til sit navn, og det er svært ikke at blive forelsket i hende:

Den strålende Atalanta.

Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad 25. september 2017.

Hvid fredløs i haven tiltrækker mange admiraler. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiral, der var med til pærehøsten. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler tiltrækkes stærkt af gærende nedfaldsfrugt og for eksempel overmodne brombær. (Foto: Michael Stoltze).

 

Admiraler soler sig på stamme. (Foto: Michael Stoltze).

Admiraler (og hvide C’er) soler sig på stenhøj. (Foto: Michael Stoltze).

Forvingeunderside af admiral. Vingen kom dalende ned fra himlen efter, at en svale havde snuppet og ædt admiralen i luften. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, Mytologi, natur, sommerfugle | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Naturglæden er medfødt

Udgivet den 30. januar 2018 af Michael Stoltze

Små børn indtager fornøjet naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).

Nogle gange er det godt, at forskningen kan eftervise selv det mest basale i verden. For eksempel, at vi har det godt, når alle vores sanser bombarderes med behagelige påvirkninger.

Sådan er det, og sådan har det altid været – også blandt små børn, for hvem det er ren fryd at trampe i vandpytter, træde is itu, vælte rundt i efterårets blade, plukke skovjordbær eller sende en mariehøne op imod himlen.

Nu har en forsker stukket en flok børnehavebørn i Roskilde kameraer i hånden og bedt dem fotografere det, der gjorde dem mest glade.  Og sandelig: Det var blomster, buske, træer og dyr – naturen og alt det grønne, de tog billeder af. Læs mere om studiet her.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at naturglæden er medfødt. Naturglæde er den lykkefølelse, der rammer os, når vi indtager naturen med alle sanser og nærmest glemmer os selv. Ubevidst tror jeg, det er lykken ved at høre til på Jorden og høre sammen med alle vore medskabninger, vi intuitivt oplever. Naturglæden er i sin urform lige så berusende som forelskelsen.  Den hører bestemt ikke kun til barndommen, det er bare i den tidlige  barndom, den er usvækket, ukrukket og altid oprigtig. Og hvis man er heldig, varer den ved og gør livet rigt fra start til slut.

Vi er født med stærke sanser, og de er allerstærkest og former os for livet, når vi er ganske små og verden er ny og forunderlig. Skovjordbærrene findes, mariehønen findes, bladene findes, alt muligt findes og gør os glade når vi ser, hører, føler, lugter og smager det og kalder det ved navn.

“Flyv op imod himlen og bed om dejligt vejr”. Mariehønen gør børn glade. (Foto: Michael Stoltze).

Skovjordbær bringer ro og lykke. (Foto: Michael Stoltze).

Udgivet i Dansk natur, natur, natursyn, Sundhed | Tagget , , , , , , , | 5 kommentarer

Bøgeløberen på Bornholm

Udgivet den 18. januar 2018 af Michael Stoltze

Bøgeløber fra Koldekilde i Almindingen på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).

Bøgeløberen (Carabus intricatus) – lokalt for nylig døbt “den blå bornholmer” på Bornholm – er med en længde på op til 38 mm den næststørste danske løbebille, kun overgået af den op til 45 mm lange læderløber (Carabus coriaceus), der ikke er fundet på Bornholm. Både den voksne bøgeløber og larven, som er to år om sin udvikling, lever især af skalløse snegle på fugtige, mosrige steder i skov. Den voksne bille kan blive flere år gammel – måske over fem år. Den kan ikke flyve. 

Den blå farve, der skyldes lysets brydning i kitinen, varierer i styrke fra individ til individ. Farven kan have et strejf af violet, men det er den rene ultramarinblå farve (efter halvædelstenen lapis lazuli), der gør billen enestående blandt Danmarks 331 arter af løbebiller.

Om vinteren overvintrer den især under løs bark eller tykt mos, hvor den indretter sig en lille hule. Den er ikke specielt knyttet til bøg, men snarere til fugtig skov og slugter med masser af dødt ved på skovbunden. Arten er vidt udbredt i Syd- og Mellemeuropa, men sjælden mod nord. Den mangler i Norge og findes kun få steder i det sydligste Sverige. I Danmark er den kun fundet som sjældenhed enkelte steder i Jylland og så på Bornholm, hvor den er ret almindelig. Den findes især i gammel løvskov med mange døde træer, og lever nok i næsten alle Bornholms skovbevoksede sprækkedale. I hvert fald er det lykkedes mig at finde den nærmest alle steder, hvor jeg har ledt. Øster Borregårds Skov, Ekkodalen, Christianshøj, Bobbeå, Døndalen og Gråmyr er gode lokaliteter for den flotte bille.

Hvis man finder den og tager den op i hånden, skal man være klar over, at den stinker fælt. Det gør de fleste løbebiller, men bøgeløberen har en særlig ubehagelig lugt, der bliver hængende i huden længe efter, man har rørt den.

Bøgeløberen er et klenodie blandt Bornholms insekter. Tilnavnet “den blå bornholmer” blev foreslået i 2017 af Trine Tulin fra Svendborg efter, at Naturstyrelsen havde offentliggjort et billede af billen. Så nu kalder mange den det.

Udgivet i biller, Dansk natur | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Vedbenden er ukuelig

Udgivet den 17. januar 2018 af Michael Stoltze

Vedbend på vej op i død elm. (Foto: Michael Stoltze).

Ask, eg, bøg og de fleste andre løvtræer står normalt nøgne om vinteren.

Men i skove og hegn – især på øer og nær kysten – er træerne tit hyldet i mørke frakker. Det er den stedsegrønne vedbend, der bruger træerne som klatrestativer.

Det fik jeg for alvor at se for par år siden, hvor jeg besøgte Blåskinsdalen på Nordbornholm. Jeg havde ikke været der siden 1970’erne, og jeg fik nærmest et chok: Dalen var før dækket af en tæt skov af elme- og asketræer, men nu var de næsten alle døde. Man gik under åben himmel ad den lille sti, hvor døde stammer lå på kryds og tværs. Det lignede Ragnarok. Så bemærkede jeg, hvordan livet rejste sig igen i form af frodigt grønt. Overalt. Dalen var blevet vedbendens rige.

Vedbend i asketræer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Midt i vinteren er der forår over vedbendens tætte, grønne løv, der kan nå højt til vejrs. Stammerne på gamle vedbendplanter kan blive lårtykke med skud, der kravler 25 meter op i træerne, hvor dens løv kan se næsten sort ud mod den lave vintersol.            Vedplanter, der bliver meget lange og hænger på andre planter, sten eller klipper for at nå i vejret, kaldes for lianer. I troperne findes kæmpelianer, der i sjældne tilfælde kan blive op mod én kilometer lange. I Danmark har vi kun få lianer, for eksempel kaprifolium, den nyindvandrede almindelig skovranke og vedbend, der er den største. Navnet vedbend betyder “vedbånd” eller “den, der bøjer sig om træer”.

I mytologien er vedbenden blandt andet kendt fra Dionysos (den græske gud for vin, vegetation og lystighed), der ofte afbildes med en krone af vedbendblade. Planten symboliserede livslyst, og grækerne gav skud af vedbend til brudepar. Siden hen i den kristne tid blev vedbenden symbol på sammenhold og trofasthed og evig kærlighed på grund af vedbendplanternes udtalte evne til at vokse sammen med hinanden. Den blev et alvorsfuldt symbol på, at alt er forbundet. Også kærlighed, liv og død.

En af de berømte fortællinger er myten om Tristan og Isolde. Da de elskende i det gamle kærlighedsdrama dør, beordrer kongen, der skulle have haft Isolde, at de to ikke må begraves sammen, men et stykke fra hinden. Siden voksede vedbenden trodsigt frem på de to grave, krøb over jorden, mødte hinanden og blev forenet.

Vedbend kaldes også for efeu, og forskerne har givet den vilde danske vedbend det latinske navn Hedera helix.  Da hedera er det gamle latinske ord for vedbend og helix betyder en, der snor, kan det latinske navn oversættes til “den vedbend, der snor sig”.

I virkeligheden snor vedbenden sig ikke så meget, selv om den er en ægte lian. Den behøver ikke sno sig, for den har et mylder af små hæfterødder på sine skud, som på den måde kan klynge sig til underlaget. På de klatrende skud er hæfterøddernes eneste funktion at holde skuddet så tæt og fast til underlaget, at det ikke blæser ned i den første storm. Set på klos hold ser skuddene ud som om, de har en masse små ben – nærmest som tusindben.

Således udstyret skyder vedbenden til vejrs med en hastighed på en til to meter om året, hvis der er gode vækstbetingelser. I lange tider kan vedbend vegetere i skovbunden som et lavt, spinkelt, fjedrende væv af skud på kryds og tværs. Der er et  virvar at skud, og da skuddene ofte vokser sammen, når de mødes, er det ikke til at sige, hvor den ene plante begynder og en ny tager over. Der er bare et mylder af brogede vedbendblade, og ingen planter blomstrer. Blomstring kræver energi, og det er der ikke i skovbunden, hvor lyset om sommeren rummer under 1 % af den kraft, der rammer kronerne med lyset fra oven. Det er så beskedent lys, at vedbenden ikke bare indstiller al blomstring. Den tror simpelthen ikke på egne evner og vover ikke at klatre op i træerne. De mismodige vedbendplanter kryber uden om de stammer, der byder sig til som støtter på deres vej.

Men modet kan vækkes. Hvis et løvtræ bliver så sygt, at det ikke sætter blade og dør på roden, passerer lyset pludselig ned til skovbunden i store doser. Det er signal fra oven, og vedbenden vågner op til dåd. Nu skal det være! Den enes død er den andens brød, og med stor iver og ukuelig tro på lykken, slår vedbenden armene om det livløse træ og begynder opstigningen. Det skal gå stærkt, for et dødt træ er dømt til forfald og opløsning. Og når træet vælter, tager det sin grønne afløser med i faldet. Vedbendens verden bryder sammen, for uden støtte i livet klare den sig dårligt. Elme og ege er de bedste støtter, da deres døde kroppe er stærke og standhaftige og kan stå oprejste i årtier.

Vedbenden bruger også levende træer. Især i hegn og skovbryn og skove på skrænter og andre steder, hvor træerne ikke står så tæt, kan de levende træer i stor stil være pakket ind i vedbendens kåber.

Undervejs på klatreturen klamrer vedbenden sig tæt til barken, kiler sig ind i sprækker, opad og opad går det med et mylder af sideskud, så snart den mærker, at den er oppe i lyset. Ved en bestemt lysstyrke sker der et mirakel. Lyset forvandler planten, så den begynder at udsende skud med en anden slags blade. De smukke, spydformede og brogede blade bliver afløst af mere ordinære, tilspidsede og ensfarvede grønne blade. Og vækstformen bliver busket. Ikke noget med at krybe. Mismodigheden er forsvundet som dug for solen, og nu skal livet leves i lyset og blæsten. Efter forvandlingen er vedbenden klar til at blomstre og sætte frugt.

Vedbendens blomster er små og gulgrønne. De sidder i diskrete buketter af halvkugleformede skærme omgivet af de blanke blade i vedbendens buskede blomsterskud. Hvad de ikke har i farvepragt har de i honningmængde. Og da den ordinære blomstring er så sen som september til november (senere end nogen anden dansk blomsterplante), flokkes efterårets admiraler, bier og andre insekter om vedbenden. I begyndelsen af oktober er den en sand insektmagnet.

I august, hvor blomsterknopperne er synlige, omsværmes vedbenden af en af Danmarks allersmukkeste sommerfugle – hunnen af den lille, lyse skovblåfugl. Den sarte blåfugl lægger æg på mange forskellige vedplanter. Dens larver er kræsne og vil kun æde næringsrige blomsterknopper og unge frugtanlæg. Det ved de æglæggende hunner, så de flakser omkring vedbenden fra skærm til skærm, sætter sig kortvarigt, krummer bagkroppen og presser et lille, hvidt, makronformet æg ud. Det har lim på overfladen og klæber omgående godt fast på en stilk eller knop i skærmen. Når den lille larver bryder ud af skallen efter et par uger, er der serveret et udsøgt, næringsrigt måltid. Laven guffer løs og bliver på forbavsende kort tid voksen og forvandler sig til en puppe, der overvintrer dybt inde i vedbendens tætte løv. Når pupperne revner om foråret, kravler de nyforvandlede hunner frem på bladene, hvor de dufter forførende. Så på steder med mange vedbend ser man tit lyseblå hanner af skovblåfugle flyve søgende omkring løvet i april-maj. De er på damejagt.

Skovblåfuglen, der lægger æg på vedbend. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendplanter på træer, sten, klipper og huse kan bliver over hundrede år gamle. Med tiden udvikler de et omfangsrigt løv og en kage af stammer og skud i et overskueligt fletværk. Det bliver alt i alt til et fremragende gemmested og redested for småfugle. Og nogle fugle æder også vedbendens sorte bær, der modner om vinteren. Man skal ikke gå dem i bedene, for bærrene er giftige for mennesker.

Vedbendbær. (Foto: Michael Stoltze).

Vedbendens løv yder vinteren igennem god beskyttelse mod vind og vand, og det har vist sig, at den flotte admiral som voksen sommerfugl kan klare sig gennem en mild dansk vinter ved begrave sig dybt i en vedbend. Admiralen er ellers en træksommerfugl, der hvert år kommer fra Sydeuropa til Danmark for at yngle, hvorefter afkommet flyver sydpå igen, for de kan normalt ikke overleve den danske vinter. Men nogle bliver altså og klarer sig i den grønne vedbend. Den må minde sommerfuglene om middelhavsklimaet.

Vedbenden selv er også kuldefølsom. Den klarer sig bedst nær kysten, hvor det lune havvand holder streng frost væk. Men hvis det for alvor bliver isvinter, og isen lægger låg på havet, forsvinder de formildende omstændigheder. Så kan vinteren slå store vedbend ihjel i hele landet. Isvintrene i 1940’erne dræbte størstedelen af Danmarks gamle vedbend.

Vedbenden er en ener i dansk botanik. Med sin opadstræbende adfærd, sommergrønhed året rundt og novemberblomster er den ukuelig. Den snylter ikke på andre, men støtter sig kærligt til verden for nå op i lyset og leve i fred.

Det er vidunderligt, at den findes.

——–

Bragt som essay i Kristeligt Dagblad 15. januar 2018

Vedbend i birk. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

 

Udgivet i botanik, Dansk natur | Tagget , , , , , | 6 kommentarer