Så længe, jeg kan huske tilbage, har naturen fortryllet mig.
Det var mit held at vokse op i en umådelig rig natur på Nordbornholm, og det var mit store privilegium at have forældre, som vidste noget om natur og altid hjalp mig med at sætte navne på de planter og dyr, jeg fandt. Når de fik navn, fik de ånd.
I skolen supplerede gode lærere med viden om vind og vejr og dyr og planter derude. Min klasselærer fra og med 4. klasse, Helge Christensen, var vores lærer i dansk, sang og biologi. Han var skrap og delte eftersidninger ud med rund hånd. Jeg var meget genert og stille i skolen. En dag formastede jeg mig dog til at snakke til min sidemand, mens vi to og to var på vej ind i klasselokalet efter at have ventet på Christensen udenfor. Det gav en note i den sorte bog, og efter timen blev jeg kaldt op til katederet. “Snakker du også derhjemme?”, spurgte Christensen, hvilket jeg som følge af almindelig forundring og mangel på situationsfornemmelse promte svarede “ja” til. For det skete da, at jeg sagde noget derhjemme. Hvorpå jeg fik min første og eneste eftersidning for næsvis opførsel.
Børnene er intenst optaget af en mursejlerunge, som var faldet ned og ikke kunne få luft under vingerne. Den blev kastet mod himlen, hvor den fandt sin frihed og fløj væk. Uforglemmeligt. (Foto: Michael Stoltze).
Siden fik Christensen og jeg dog en god kemi. Han lærte os om blomsternes intime kønsliv med støvknapper, støvfang, grifler og frø og smukke klæder (blomsterkroner) og nektar som lokkemad. Vi skulle tegne det hele for hinanden på tavlen og i vores arbejdshæfter, og det var uforglemmeligt. I biologitimerne tog han os tit med ud i landskabet omkring skolen, hvor der var marker og grøftekanter og skove og bække med et mylder af blomster. Han lærte os de vigtigste arter som blåhat, blæresmælde og forglemmigej at kende, og morede sig med at udfordre mig ved at spørge om navne, på de planter, han ikke lige kendte selv. Jeg synes, det var pinligt at sige noget, men fik dog fremstammet navne som marktusindgylden eller hampagtig hanekro, som stod i markskellene og skiltede med frække blomster i æggegult og violet. Den kendte han ikke, men han tog planten med tilbage til skolen og fandt ud af, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt. Han glemte ikke at rose, og siden spurgte han mig om plantenavne hver gang, vi var ude på tur.
Mine forældre og Christensen var en uvurderlig hjælp. Men den største glæde var Marie. Marie var datter af keramiker Karin Christensen og billedhugger Ole Christensen, som boede på en bakke omkranset af marker og skov til alle sider. Marie og jeg fandt sammen om at udforske naturen på alle leder og kanter, og vi havde stjernestunder med hinanden i mange år. Vi var ikke ret gamle, før vi listede rundt omkring Karins og Oles hus med net og syltetøjsglas for at fange alle de dyr, vi kunne overmande, finde sneglehuse, knogler og sjove sten. Og vi samlede bær og nødder og svampe og plukkede blomster af så mange slags, vi kunne finde.
Vi var vel fire og syv år, da vi begyndte at indtage naturen i hæmningsløse doser. Vi var hinandens tætte selskab i mange år, og uden at vi rigtig forstod det dér med kærester, talte vi af og til flygtigt om, at vi nok engang skulle være mand og kone. Det var ikke så vigtig. Det vigtige var naturen.
Kald det kærlighed eller naturglæde. For os var det en sanselighed og sorgløshed, som gjorde os nærmest lykkelige. Den var at ligne med lykken over sidste skoledag inden sommerferien, der dengang i grundskolen åbnede sig som en uendelighed af berusende frihed. Jeg var hvert år i juni sikker på, at sommerferien aldrig ville slutte.
Marie og jeg fandt de mest utrolige ting. Vores mest elskede sted var et lille vandhul i klipperne ved den vej, der førte op til huset. Det var let at komme til med vores net, og det myldrede med liv i vandet. Der var tilpas med vandplanter, og vandhullet var så dybt, at det aldrig tørrede helt ud om sommeren. Det var her, jeg erfarede, at de hurtige rygsvømmere med sølvskinnede ryg (som altså vender nedad, da de svømmer på ryggen) stikker smertefuldt. Jeg havde taget en rygsvømmer op i hænderne, hvor den ihærdigt sprang omkring med sine stærke svømmeben for at undslippe. Lige indtil den lagde sig til rette mellem to fingre og tilføjede mig et resolut stik, som fik mig til at kaste rygsvømmeren fra mig med et hyl.
Og det var her, Marie imponerede mig ved at fange to “kongesalamandre”. De var dobbelt så store som de almindelige salamandre. Og hannernes haler havde vidunderlige sølvstriber i hele deres længde. Vi fandt også salamandrenes larver, der var lyserøde med udstående, vingelignende gæller bag hovederne. Der var noget engleagtigt over de sarte dyr, der havde de fineste små fingre og tæer.
Børn indtager fordomsfrit naturen med alle sanser. (Foto: Michael Stoltze).
Senere i folkeskolen blev det sådan lidt pinligt at lege med piger, så til min ærgrelse blev turene med Marie sjældnere. I stedet blev jeg optaget af at fiske sammen med min tvillingebror Jacob og vores kammerat Anders, som var succesfuld geddefisker og mestrede kunsten at fange bækørreder med de bare næver.
Lige inden afslutningen af 7. klasse arrangerede vore lærere en telttur til en lejrplads et sted i Rutsker Plantage. Det var juni og lyse nætter. Nattergalene sang, og i søerne kvækkede de store grønne frøer på livet løs. Vi havde bål, vi havde soveposer, og det hele var så stemningsfuldt og hyggeligt, mens flagermuserne flaksede lydløst frem og tilbage i skovbrynet og over de små søer. Men køligheden kom med den lyse nat, og vi rykkede ind i teltene med lygter. Lærerne tog rundt til os og sagde, at vi skulle sove, men det var alt for spændende. I mit telt fortalte vi spøgelseshistorier og legede “sandhed og konsekvens” så langt ud på natten, at ingen slap for at kysse. Det var min kysse-debut, og det var både vigtigt og mærkværdigt, som det er i den alder. Hun hed Dorete og hun var sød, men jeg var frygtelig genert og slet ikke parat til det med piger endnu.
Man bliver stærkt påvirket af at indtage naturen med alle sanser. Man kan blive så opslugt, at man i åndeløs spænding glemmer tid og sted. Man tilegner sig verden, og det er godt, når dyr og planter får navne og sjæl om bliver fortrolige medskabninger. De bliver en del af os, og vi bliver en del af dem. Det hele er natur og det hele hænger sammen.
De to blåfugle sad i vegetationen, da vi plukkede blåbær. Skønhederne lever kun et par uger. Deres korte liv handler udelukkende om parring og æglægning. (Foto: Michael Stoltze).
Naturen er fundamentet for al kultur. Og i kærligheden er naturen den ursuppe, det hele gror af. I kønslivet er mennesket ikke grundlæggende anderledes end andre dyr. Menneskets seksuelle attributter, erogene indretning og vedvarende parringstid i voksenalderen gør os dog påfaldende aktive, måske fordi vi er nøgne og kan udveksle kropsvarme med hinanden langt hurtigere og lettere end vores hårede slægtningen.
Kærligheden er en stærk følelse, som kan beruse os. Vi kan være forelsket i forelskelsen, og vi kan blive forblændet og fysisk påvirket på et utal af måder. “En krop kan reagere på en anden krop med en sollignende varme”, skriver den svenske digter Ann Jäderlund for eksempel. Smukt. Jeg tror, de fleste kender fornemmelsen.
Lykken over naturen og vores medskabninger er også en stærk følelse, som fysisk kan påvirke mennesker meget. Naturglæden er tæt forbundet med lykken ved at kende, elske og sanse mennesker.
Som art skiller mennesket sig ud ved at have mange kulturelt betinget ritualer omkring kærlighed og samliv. Mennesket hylder kærligheden og dens væsen. Den ideelle kærlighed er betingelsesløs og ukompliceret. Men stærke følelser er forbundet. Det er svært at følges ad, der er så kort fra kærlighed til had. Den største lykke er momentvis og altid truet. Derfor er håndteringen af kærligheden og forholdet mellem mand og kvinde centralt og omdiskuteret i alle religioner.
I kristendommen findes de mest berømte og brugte ord om kærligheden i Paulus’ første brev til korinterne, hvor han blandt andet skriver:
“Taler jeg med Menneskers og Engles Tunger, men ikke har Kærlighed, da er jeg bleven et lydende Malm eller en klingende Bjælde. Og har jeg profetisk Gave og kender alle Hemmelighederne og al Kundskaben, og har jeg al Troen, saa at jeg kan flytte Bjerge, men ikke har Kærlighed, da er jeg intet.”
“Kærligheden er langmodig, er velvillig; Kærligheden bærer ikke Nid; Kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, forbitres ikke, tilregner ikke det onde; glæder sig ikke over Uretfærdigheden, men glæder sig ved Sandheden; den taaler alt, tror alt, haaber alt, udholder alt.”
“Saa blive da Tro, Haab, Kærlighed disse tre; men størst iblandt disse er Kærligheden.”
Mennesket er som art enestående ved at være bevidst om kærligheden og ved at leve med at søge kærligheden og ånden. En søgen, ser aldrig slutter, for der gives ingen formel på kærlighed og ånd.
Fysikeren og metafysikeren Hans Christian Ørsted (1777-1851) brugte hele sit liv på en meget bevidst søgen efter formlen på ånd. Hans insisterende søgen gjorde ham allerede fra barnsben af til en alvorsmand, og han fandt naturligvis aldrig den formel, der ikke findes. Til gengæld gjorde den konstante søgen Ørsted til en af de personer, der har haft størst betydning i videnskab og filosofi. Hvis man er i tvivl, vil jeg anbefale at læse Dan Ch. Christensens fremragende biografi “Naturens tankelæser” (2009, 1209 sider i to bind) om Ørsted.
Ørsteds tanker kredsede konstant om naturen, naturkræfterne og sammenhængen mellem det hele. Han skriver om dette og forholdet til Gud i sit “testamente”, Aanden i Naturen, som udkom kort før hans død. På baggrund af sin indsigt i naturen advarer Ørsted i værket om en fast forestilling om Gud og udtrykker det forsigtigt således: “Vi ser Guds tanker i hans værker, og skulle ved hjælp af vor viden om disse danne vor forestilling om ham.” Ørsted var snublende nær på Darwins tanker om evolution blot 10 år før udgivelsen af Arternes oprindelse.
Sådan er det med naturen. Og sådan er det med kærligheden. Det hele hænger guddommeligt sammen.
——-
Bragt første gang som essay i Kristeligt Dagblad Sankthansaftensdag, 23. juni 2017
Dansk Natur 