Dansk Natur

Sidst i november krøb en lille kålsommerfugl ud af sin puppe. Forvandlingen skete i utide, fordi en larve havde forvilde sig ind i vores køkken og forpuppet sig. Inde i varmen ville den tørre ud og dø. Derfor blev den sat ud. Og sådan fortsatte eventyret

Den lille kålsommerfugl er fin og hvid og almindelig.
     I haver og natur, der ikke er bedrøveligt ødelagt af insektgifte, flagrer den lyse sommerfugl tit talrigt omkring for at drikke nektar fra lavendelbedenes duftende blomsterhav, og i højsommeren kan den ses i flokke, der leger og danser sig gennem landskabet som hvide hvirvler.
     De lette sjæle på sarte vinger kan få hjerter til at juble og blæse sorger væk, så mam glemmer tid og sted, og jeg tilgiver gerne, at deres larver af og til tager vel rigeligt for sig af køkkenhavens kål. For nogle hundrede år siden var det i Irland ved lov forbudt at slå hvide sommerfugle ihjel, fordi de blev betragtet som sjæle efter døde børn.
     Der er tre slags kålsommerfugle i Danmark: lille, stor og grønåret kålsommerfugl, og de er alle almindelige og flyver i flere generationer fra sidst i april til først i oktober. I modsætning til de kålspisende larver af stor og lille kålsommerfugl æder den grønårede, der har stribede bagvingeundersider med stænk af gult, ikke kål som larve, men kun engkarse, løgkarse, rucola og andre spinkle korsblomster.
     Hen på efteråret bliver kålsommerfuglene ved med at lægge æg, som klækker og blive til små larver, hvis det blot er nogenlunde lunt. De æder og vokser sig store, bare det ikke bliver for koldt. Mange insektlarver tåler hård frost, men kålsommerfuglenes larver tåler ikke minusgrader, så de har et kapløb med døden sidst på året, hvor de skal nå at forpuppe sig, inden frosten kommer. I puppestadiet kan de nemlig godt tåle frost og klare sig gennem vinteren. Men naturen er ødsel og satser alt. Sommerfuglene lever intenst, parrer sig og formerer sig ufortrødent så længe, de kan, selv om frosten hvert år kommer som manden med leen og dræber alle de larver, der ikke når at forvandle sig til pupper. De døde larver bliver til fuglemad eller næring for planter, svampe og bakterier. Sådan er naturen, hvor alt dør, men intet forgår.
     Den larve, der i november forvildede sig ind i vores køkken, undslap frosten udenfor og nåede at forpuppe et skjult sted på væggen, hvor vi ikke opdagede den. Det var både dens held og ulykke. Held, fordi den ikke blev dræbt af kulden, og ulykke, fordi puppen fik det alt for varmt indenfor.
     Puppen opfattede tiden i det lune køkken som sommerdage, og under det stive skind, forvandlede den sig på et par uger til en perfekt blød og sammenfoldet hun af en lille kålsommerfugl. Den 21. november var det snevejr ude, men sommerfuglen troede, at det var en solrig og varm forårsmorgen, så den krøb ud af puppen, strakte sig og foldede sine fine, hvide vinger ud. Der sad den så – uden adgang til den livgivende natur og helt alene uden vind og vejr, sol og regn eller den nødvendige bejler. Den var ensom, og inde ville den hurtig dø af varmen og den tørre luft.
     Hvad gør man så? Vi kunne tilbyde den blomster og noget at drikke, men det blev den ikke mindre ensom af, og den ville stadig lide og dø i den tørre luft. Det var frost og sne udenfor, så vi satte den ikke ud, men anbragte den i stedet i en buket morgenfruer i et køligt bryggers. Den 22. november var det min mors 95-års fødselsdag, og dagen blev et vintereventyr med frost og sol og alting dækket af dyner af sne og stilhed. Det var for koldt for kålsommerfuglen, men den betragtede magien i det fri fra sin plads ved vinduet i bryggerset.
     Dagen efter blev det tø, og vi besluttede os for at sætte sommerfuglen ud i rosmarinbusken på sydsiden af huset, så den kunne få et liv i frihed. Chancen for, at den skulle blive fundet af en mage, blive befrugtet og lægge æg, var teoretisk til stede med en ufattelig lav sandsynlighed, men det kunne jo også være, at den ensomme lille kålsommerfugl kunne opleve en stille vinterdag med mildhed, solskin og varme nok til at få sig en flyvetur i haven langs husets sydvendte væg, hvor rosmarin og andre mediterrane vækster trodser Nordens kulde.
     Tøvejret forsatte, og det blev regn og rusk og gråt i mange dage. Sommerfuglen blev siddende på samme sted i en uge i rosmarinen ved husets hoveddør, hvor vi hilste på den hver gang, vi kom forbi. Men så blev det 1. december og første søndag i advent. Skyerne lettede, vinden lagde sig, solen brød igennem, og temperaturen steg. Klokken 10 var det fem grader, og klokken 11 nåede solstrålerne rosmarinen og sommerfuglen og gjorde husets sorte bindingsværksbjælker håndvarme. Temperaturen steg yderligere to-tre grader, og da skete det. Sommerfuglen kravlede frem, åbnede vingerne mod solen og fløj.
     Lyset kom, og måske mødte den hvide sommerfugle alligevel en mage. Ingen ved det, men livet fortsatte. Brave sommerfugle tror ikke på døden.

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 2. januar 2025 – se her