Kejserkåben er en af de mange insekter, der tiltrækkes af tidselblomster. I baggrunden en humlebi. Foto: Michael Stoltze.
Naturen og dens arter er hverken gode eller onde – de er der bare. Men mennesket ser det hele an og klassificerer i forhold til vores interesser. Agertidslen stikker fælt og er træls i køkkenhaven og staudebedet – ja, nærmest forhadt. Men den har andre sider
”Jeg har fjernet de værste tidsler”, kan man sige, når man har luget ud i en uheldig tekst.
Tidslen er billede på det onde. Den er ubehagelig at røre ved og et besværligt ukrudt, der skyder op på rekordtid igen og igen, hvis man er så uheldig at have den i køkkenhaven. Og har man tidsler i græsplænen, stikker de fælt, så hele den bløde og behagelige fornemmelse ved at gå barfodet ryger på gulvet.
Tidslen er omtalt utallige steder i Bibelen og er central i syndefaldsmyten. Ja, den opstod ligefrem, fordi Adam og Eva spiste af træet. I Første Mosebog kapitel tre taler Gud til slangen, Eva og Adam og siger således til Adam: ”Fordi du lyttede til din kvinde og spiste af det træ, jeg forbød dig at spise af, skal agerjorden være forbandet for din skyld; med møje skal du skaffe dig føden alle dine dage. Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal leve af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive.”
Kan man elske tidslen? Måske ikke, men man kan tolerere den og åbne blikket for dens gode sider. I fjerde klasse sang vi danske sange fra en ende af i sangtimerne, hvor vores klasselærer Helge Christensen spillede klaver og valgte, hvad vi skulle lære. Én af sangene var Christian Richardts ”En stille, høstlig brusen” fra 1878, hvor tredje vers lyder:
”Og tidseltoppen dunes, som om det var til bomuldshøst, og hasselnødden brunes til alle småfolks lyst. Med blomster får det være, thi nu vil alting bære og række frem til høst!”
Jeg var solgt. Tidselstoppen var blød og venlig og lige så god, som de brunende nødder jeg kendte og elskede. Og siden har jeg i alt altid søgt efter de gode sider ved naturens mange arter, selv om det kan være svært, når man kommer til skovflåten og dræbersneglen.
Agertidslen, Cirsium arvense, som er den plagsomme tidselart i haven, har faktisk også gode sider. Når den blomstrer, dufter den godt og er så rig på nektar og pollen, af den er omsværmet af bier, sommerfugle og andre insekter nat og dag. Det alene er grund nok til, at jeg lader tidslerne være på udvalgte steder, hvor de ikke generer, og så bringer de stor glæde, når kejserkåber, påfugleøjer, biller og bredpander flokkes om dem i højsommeren.
Vil man undgå, at de spreder sig, kan man fjerne de visne knopper inden, der kommer frø, men til ære for Christian Richard og glæde for mig selv lader jeg en del af tidslerne være, så luften kan løfte de dunlette frø. Det sker på varme, stille dage, hvor de sølvhvide hår spreder sig og frøene slipper fæstet i kurven og hånd i hånd letter i små selskaber og blive ført hid og did af lette vindpust.
Sådan var det de varme dage i august, hvor nogle af tidselfrøene forvandt i himlens flimmer.
Moderne husdyrhold er en særdeles ineffektiv, uetisk og ubæredygtig måde at producere fødevarer på, og ved at reducere kødproduktionen vil vi ikke blot kunne opnå store klimagevinster, men også skabe en rigere natur
Af Mona Klippenberg – historiker, cand.philol. og forfatter og Michael Stoltze – biolog, cand.scient., ph.d. og forfatter
Landbruget var engang vores vigtigste erhverv, men har i dag en forholdsvis beskeden samfundsøkonomisk betydning. Erhvervet er dog stadig meget arealkrævende, og det forarmer og forurener jorden og bidrager til et enormt tab af biodiversitet.
Hvis vi skal løse biodiversitetskrisen og genskabe en del af vores tabte natur, er det derfor nødvendigt at ændre på fødevareproduktionen, og det kan vi gøre ved at producere mindre kød og større mængder plantebaserede fødevarer til menneskeføde, omlægge arealer til økologisk og ekstensiv drift samt en del steder stoppe produktionen helt.
Biodiversitetskrisen skyldes i korte træk, at vi mennesker dækker vores egne behov på bekostning af andre arter. I løbet af de seneste hundrede år er befolkningstallet i Danmark fordoblet, og vi har især efter den anden verdenskrig haft en enorm øgning i forbrug og levestandard, med et tilsvarende tab af natur og biologisk mangfoldighed.
Godt 60 procent af Danmarks totale areal bruges til landbrug. Indtil midten af 1900-tallet blev jorden drevet ekstensivt med græssende dyr, blandingsafgrøder og masser af artsrig natur mellem produktionsarealerne. I dag udnyttes omtrent alle de områder, det er muligt at dyrke, intensivt, og derudover havner sprøjtegifte og næringsstoffer fra landbruget udenfor jordbrugsmarkene, så mange vandløb og naturområder, der formelt er beskyttet gennem lov, EU-direktiver og fredninger, er af dårlig kvalitet.
De fleste vilde, danske planter er i tilbagegang, fordi de udkonkurreres af plantearter, der har fordel af de store næringsmængder, og når der er få arter af hjemmehørende planter, begrænser det mængden af insekter, fugle og andre dyr, som direkte eller indirekte er afhængige af planterne. Næring fra landbruget, deriblandt den, der fordamper fra dyrestalde og gylletanke, påvirker dermed hele næringskæder og økosystemer, så vi får en fattig natur med få og almindelige arter.
Ifølge FN’s naturpanel står vi i fare for at gøre uoprettelig skade på naturen, og vi er ikke blot ved at miste mange arter og økosystemer, men vores eget livsgrundlag er også stærkt truet. Panelet foreslår en række tiltag for at gøre vores brug af naturen mere bæredygtig, blandt andet at stoppe madspild i alle led, synliggøre omkostninger ved forurenende produktion, indføre straf for at forurene og fjerne økonomiske fordele for virksomheder, som forurener.
Husdyrproduktion er specielt belastende. 80 procent af landbrugsarealet, svarende til cirka halvdelen af Danmarks areal, bruges til at dyrke husdyrfoder, og derudover importerer dansk landbrug betydelige mængder soja fra Sydamerika, hvor produktionen bidrager til fordrivelse og drab på urfolk, småbønder og miljøforkæmpere og derudover ødelægger økosystemer, som har betydning for hele verdens klima og biodiversitet.
Der findes forskellige tal for, hvor store arealer kødproduktion kræver i forhold til produktion af plantebaserede fødevarer, og et amerikansk studie viser, at vi kan mætte op til 20 gange flere mennesker ved at dyrke planter til menneskemad fremfor at gå omvejen via husdyr. Tallet afhænger af, hvilken type husdyr der er tale om. Kvægproduktion er mest miljøbelastende.
Produktionen udgør også et etisk problem. En del vil mene, at der gælder nogle andre moralregler, når vi holder dyr til fødevareproduktion, end når vi har ansvar for kæle- og hobbydyr som hunde, katte og heste, men dyr lider jo ikke mindre af, at vi definerer dem som mad og ikke som levende væsner. Grise er af natur intelligente, sociale, redebyggende, renlige og legesyge – skabt til et liv under åben himmel, og vi må holde op med at tro, at haleklipning uden bedøvelse, fikseringsbokse, spaltegulve, metalpigge og fragt af smågrise til Tyskland og Polen for opfedning og slagtning, ikke indebærer store lidelser.
Til trods for, at sammenhængen mellem biodiversitetstabet og det intensive landbrug er godt kendt, nøler vores politikere med tiltag, som kan svække landmændenes økonomi. I oktober 2021 indgik Folketingets partier på nær Alternativet en bred aftale om grøn omstilling af dansk landbrug frem mod 2030, hvor der er afsat adskillige milliarder kroner for at gøre landbruget mere natur- og klimavenlig.
Aftalen er imidlertid blevet kritiseret for blandt andet at ikke gå langt nok i at reducere produktionen af animalske produkter, og den forudsætter teknologi, der endnu ikke findes. Mange reagerer desuden på, at aftalen lægger op til fortsat vækst og investeringer indenfor landbruget, selv om erhvervet i flere år har slidt med lav indtjening og allerede har stor gæld.
I 2016 udkom den for nyligt afdøde amerikanske biolog Edward Wilson med bogen Half Earth, hvor han foreslår at vi, for at redde naturen og sikre den for vores efterkommere, skal tilbageføre halvdelen af Jordens arealer til urørt natur.
Wilson var en meget respekteret forsker, som det er værd at lytte til, og vi bør tænke i samme baner med vores husdyrproduktion. I stedet for at planlægge, hvordan vi kan producere endnu mere kød for at øge den økonomiske vækst, skal vi slet og ret bestemme os for at stoppe naturtabet og genoprette den rige og mangfoldige natur, som engang fandtes. Og det behøver ikke at indebære, at vi alle bliver vegetarer, men at vi for eksempel halverer både produktionen og forbruget af kød og i stedet dyrker planteproteiner, sådan at landbruget kan brødføde lige så mange mennesker som i dag på et langt mindre areal.
Der er efterhånden mange danskere, som har opdaget, at det er muligt at have en sund og velsmagende kost uden eller med mindre kød, og især mange unge vælger plantebasererede fødevarer. Der kommer også stadig flere plantebaserede højproteinprodukter på markedet, blandt andet fra Danish Crown, som vil bruge danske råvarer og ikke importeret soja.
Sverige er allerede langt fremme med plantekost. Mindst 10 procent af svenskerne er vegetarer eller veganere, og derudover er der mange, som bevidst fravælger kød enkelte dage og foretrækker plantebaseret mælk i stedet for komælk. Der er forskellige grunde til, at folk bliver vegetarer, men langt de fleste begrunder det med hensynet til natur, klima, dyrevelfærd og sundhed.
Ved at producere mindre kød vil vi altså kunne frigøre arealer til natur, og vi vil kunne have en mere ekstensiv landbrugsdrift, hvor dyrene i stedet for at tilbringe hele livet i stalde går ude og gennem deres adfærd bidrager til større biologisk mangfoldighed. Der vil desuden ikke længere være behov for de store mængder af pesticider og kunstgødning, og naturforurening knyttet til luftbåren ammoniak vil kunne reduceres radikalt.
Landmanden James Rebanks, som er blevet verdensberømt for sine skildringer af opvækst og dagligliv i det engelske højland, beskriver i sin seneste bog, Livet på landet. En fælles arv, hvordan det moderne industrilandbrug og vores krav om stadig billigere mad ikke blot har ødelagt naturen, men også landmandens økonomi, arbejdsglæde, mentale sundhed og værdighed samt de vigtige fællesskaber, som gjorde livet og det hårde arbejde meningsfyldt.
Rebanks er selv ved at genoprette tabt natur på familiegården, og han oplever det at tilbageføre produktionsarealer til natur og indføre bæredygtige driftsmetoder som både en nødvendighed og en pligt overfor kommende generationer.
Sådan bør også danske politikere og landmænd tænke og handle. Og alle vi andre må blive ’etiske forbrugere’, der fravælger fødevarer, som ødelægger vores fælles Jord.
Høvblege på Møn, hvor adskillige arter nu har deres sidste levested i Danmark. Naturen og dens arter mangler den plads, som vores enorme kødforbrug og foderproduktion har taget fra den. En vigtig vej til mere natur er derfor, at vi nedsætter kødforbruget. (Foto: Michael Stoltze).
For at sikre biodiversitet og vild natur for kommende generationer, er regeringen ved at etablere 15 små nationalparker på statens jord. En af dem skal ligge lige hvor jeg bor, midt på Bornholm
Miljøministeriet har en institution, der hedder Naturstyrelsen. Det har den ikke altid heddet. Faktisk er navnet kun 10 år gammelt. Før da hed det Skov- og Naturstyrelsen, som blev oprettet i 1987 ved sammenlægning af Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen. Naturstyrelsen har altså rødder i både statsskovbrug og fredning, og trods navnet er skovbrug stadig en del af Naturstyrelsens arbejdsfelt. Men navnet sender nye signaler, og selv om natur i princippet er det, vi ikke styrer, er hensynet til den vilde natur og de vilde arter – biodiversiteten – blevet en mere og mere central opgave for Naturstyrelsen. Og i de seneste år har den stadig mere tydelige biodiversitetskrise fået så stor opmærksomhed, at der har rejst sig en folkebevægelse for at passe på og genoprette natur. I hele verden beskytter man vild og storslået natur ved at udlægge nationalparker, der er store områder, hvor naturen får lov til at udfolde sig så frit som muligt. Danmark har siden 2008 etableret fem nationalparker, men i hvert fald tre af dem er ikke nationalparker i international forstand, men snarere landskabsparker. Derfor er regeringen ved at etablere 15 nye såkaldte naturnationalparker, som er små nationalparker med så vild natur, at de lever op til den internationale definition. De kommer alle til at ligge på statsejet jord under Naturstyrelsen. De fem første naturnationalparker er udvalgt, og én af dem kommer til at ligge i Almindingen lige midt på Bornholm. Jeg bliver nabo til nationalparken, som får sin grænse blot 100 meter fra, hvor jeg bor, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er begejstret og glad på den vilde naturs vegne! Beslutningen betyder, at skovbrug og dræning i løbet af de kommende år bliver stopper helt i et område på godt 1200 hektar (12 kvadratkilometer), som derefter stort set bliver overladt til naturens frie spil. De naturligt hjemmehørende arter af træer får lov til at gro og ældes som de vil, og de mange drængrøfter i området bliver fyldt op, så moser, sumpe, søer og naturlige vandløb vender tilbage. Hele området bliver kort sagt vildt og mere vådt, og træerne får lov til at blive så store og gamle, de kan, og til at dø og henfalde naturligt. Beslutningen vil betyde, at hele området vil få langt større biodiversitet og variation og optage en masse CO2 de næste 200-300 år. Det bliver fremtidens ”urskov”, om man vil. Ud over stop for dræning og skovdrift bliver der efter de foreløbige planer, som blev offentliggjort 30. november, udsat europæisk bison og krondyr i området. Dyrene er vigtige, fordi de med deres græsning, bid og forstyrrelse skaber variation og små lysninger, så lyskrævende arter af for eksempel blomsterplanter og sommerfugle får gode livsbetingelser. Bison er i forvejen indført til et lille område på Bornholm, og de får nu seks gange så megen plads og selskab af nye dyr. Krondyret blev udryddet på Bornholm for omkring 250 år siden, men efterkommerne findes endnu i Jægersborg Dyrehaven, og nu er det så planen, at de skal vende hjem til øen og leve sammen med bisonerne i den nye nationalpark. Det bliver vildt, og med denne og de 14 andre nye, statslige naturnationalparker kommer Danmark på verdenskortet med egentlige nationalparker i international forstand. Helt så vildt som Serengeti eller Yellowstone bliver det dog aldrig i et kultur-og landbrugsland som Danmark. De store bison og krondyr på Bornholm kommer til at være bag hegn, da de ellers ville strejfe omkring og forvolde markskader og være til fare for trafikken. Og der kommer ikke til at være store rovdyr. Bestandene af bison og krondyr vil derfor med tiden blive reguleret ved indfangning og eksport eller ved jagt, så der ikke bliver for mange dyr i forhold til fødegrundlaget. Men ellers bliver det helt vildt, og det er sådan set meningen.
Udsigt over den populære Bastemose, der bliver en del af den nye nationalpark på Bornholm. (Foto: Michael Stoltze).
Krondyret skal efter planen tilbage til Bornholm efter 250 års eksil. (Foto: Michael Stoltze).
Den sjældne europæiske bison har allerede en lille delbestand på Bornholm, men nu får den efter planen seks gange mere plads, og der kommer nye dyr til øen. (Foto: Michael Stoltze).
—-
Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 2. december 2021, læsher
BIODIVERSITET – sådan skaber vi en rigere natur handler om biodiversitet og den naturkrise, vi befinder os i. Bogen giver dig 20 konkrete bud på, hvad du kan gøre for at hjælpe naturen. Lær om arternes specielle behov, forunderlige tilpasninger og samspil. Få tips om, hvilke planter, man skal satse på, for at forbedre livsbetingelserne for sommerfugle, vilde bier og andre insekter. Bogen er rigt illustreret og spækket med inspiration til alle, som gerne vil gøre en indsats for, at naturen skal blive smukkere og vildere. Hvis vi alle gør lidt, hvor vi bor, kan vi sammen skabe større mangfoldighed i den danske natur. 272 sider, 285 illustrationer. Indbundet. Lindhardt og Ringhof 2021.
Pris for bogen signeret af forfatterne: kr. 270,00 + kr. 70,00 i pakning og forsendelse.
SOMMERFUGLEHAVE – Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle handler om sommerfuglens liv og krise og forklarer på en inspirerende måde, hvordan du men enkle greb kan indrette din have for at tiltrække flest mulige sommerfugle. Der gives blandt andet information om de bedste nektarplanter, om larvernes foderplanter, de forskellige arter udbredelse, flyvetider og overvintring samt om den forunderlige forvandling fra æg til larve, puppe og voksen sommerfugl. Du får også indblik i, hvordan sommerfugle bruges som symboler og optræder i kunst, religion og folketro, og du vil blive kendt med forfatternes egne sommerfuglehaver. Bogen er den første om sommerfuglevenlige haver, der er tilpasset danske arter og forhold, og den egner sig for både erfarne haveejere og begyndere. 232 sider, 248 illustrationer. Indbundet. Gyldendal 2020.
Pris for bogen signeret af forfatterne: kr. 270,00 + kr. 70,00 i pakning og forsendelse.
JULETILBUD (gælder resten af 2021): Begge bøger signeret af forfatterne: kr. 500,00 + kr. 85,00 i pakning og forsendelse.
De signerede bøgerne bestilles ved at skrive til Michael Stoltze på naturogide@gmail.com mærket “Bogbestilling”, hvorefter du modtager svar med oplysninger om pakkenummer og betaling. Leveringstiden er 1-2 hverdage.
Et stort flertal af Københavns befolkning er mod bebyggelsen af Amager Fælled. En af de fredede arter i området er stor vandsalamander. Fra bogen ‘Biodiversitet – sådan skaber vi en rigere natur’, Lindhardt og Ringhof 2021. Foto: Michael Stoltze.
Af Mona Klippenberg og Michael Stoltze. Oprindelig bragt som kronik i Politiken 3. oktober 2021
Til trods for at Danmark gennem internationale aftaler har forpligtet sig til at skabe mere og bedre natur, fortsætter vi med at bruge naturområder til bebyggelse, og i København vælger politikerne at finansiere metrobyggeri ved at ødelægge natur i stedet for som andre storbyer at indføre bompenge.
Dramaet omkring byudvidelsen på det tidligere fredede område på Amager Fælled fortsætter.
Byggerierne er foreløbigt stillet i bero, efter at Amager Fælleds Venner på rekordtid klarede at indsamle de 2 millioner kroner, som Byretten kræver som garanti for at stoppe anlægsarbejdet. Men Københavns Kommune er åbenbart stadig fast besluttet på at omgøre Lærkesletten til boliger, uanset hvor meget indbyggerne protesterer og til trods for, at der i FN og EU, blandt forskere, økonomer og ellers i samfundet bliver stadig mere fokus på biodiversitetskrisen og naturens mange værdier.
Flertallet af kommunens politikere mener, naturområdet skal ofres for at betale for metrobyggeriet, men hvorfor ikke hellere beholde området til biodiversitet, rekreation og fremtidige generationer, og i stedet finansiere metroen ved hjælp af bompenge?
Naturen er den store taber Det, der sker på Amager Fælled er desværre ikke unikt. Økonomiske interesser vinder alt for ofte over natur og biodiversitet. Fra barnsben har vi lært, at økonomisk vækst løser de fleste problemer og er helt nødvendig for at beholde velfærdsstaten, så derfor tager vi med glæde på shopping, når politikerne beder os om at bidrage til at styrke vores lands økonomi.
Vi regner naturgoder som en selvfølge og synes at tro, at naturens ressourcer er utømmelige. Det er de ikke. Væksten har en grænse, som vi er ved at overskride, og hvis vi ikke er i stand til at stoppe vores rovdrift på naturen, kan det gå rigtigt galt.
Mange stemmer på de politikere, som lover dem flest materielle goder: billigere drivstof, lavere afgifter og flere boliger, veje, indkøbscentre og forbrugsgoder – ting, vi har vænnet net os til at se som forudsætninger for et godt liv, men som har vist sig at have katastrofale følger for naturen og den biologiske mangfoldighed.
Dårligst i EU I vores stræben efter stadig højere levestandard har vi været ekstremt dårlige på at tage vare på naturen. Næsten 75 procent af vores landområder bruges i dag til produktion, cirka 14 procent er bebyggelse og infrastruktur og den natur, vi har tilbage, er af dårlig kvalitet – for eksempel har kun 5 procent af naturområderne, der formelt er beskyttet gennem EU’s Habitatdirektiv en gunstig bevaringsstatus, og det samme gælder 43 procent af arterne.
Blandt EU-landene har Danmark med godt 8 procent natur den absolutte bundplacering, hvor gennemsnittet er cirka 17 procent, og enkelte lande har afsat op mod 35 procent af deres arealer til natur. En stor del af de områder, der på papiret er natur, bruges desuden til forskellige produktionsformål, og biologer vurderer, at måske så lidt som 1 procent af vores landarealer rummer natur af rimelig god kvalitet.
Det regeringsudnævnte Wilhjelmudvalg fastslog allerede for 20 år siden i rapporten En rig natur i et rigt samfund, at hovedårsagen til naturens krise er, at naturen har alt for lidt plads, og at naturområderne er for små og fragmenterede. For at løse biodiversitetskrisen skal vi derfor ikke blot tage bedre vare på den natur, vi har, men vi skal også skabe større sammenhæng mellem naturområderne, og vi skal sørge for flere store naturområder, hvor naturen får lov til at udfolde sig på sine egne præmisser.
Sårbare arter En del af naturens arter er ikke særlig kræsne med hensyn til, hvad de æder eller hvilken type jord de vokser i, og de kan klare sig godt selv i byer. Sølvmågen og den brune rotte er dyr, der næppe vil forsvinde med det første, eftersom de er nærmest altædende og kan leve tæt på mennesker. Det vil mælkebøtter og agertidsler nok heller ikke, fordi de trives i den næringsrige jord, som hovedsageligt skyldes vores intensive landbrug og luftbåren ammoniak fra stalde og gylle.
De fleste arter er imidlertid meget specialiserede, og enkelte insekter er så nøje tilpasset, at de er afhængige af én enkelt planteart for at overleve. Mange af vores sommerfugle og bier skal have specifikke planter, og når disse forsvinder, fordi de bliver udkonkurreret af mere næringselskende planter, uddør insekterne også.
Hvis vi lader være med at beskytte naturen og de sårbare arter, bliver den tilbageværende natur mere ensformig. Mange af specialisterne vil uddø, mens de mindre kræsne, generalisterne, bliver dominerende.
Naturens mange værdier Når natur ødelægges eller forringes, betyder det ikke blot, at vi mister arter og naturtyper, som vi ifølge internationale aftaler og lovgivning er forpligtet til at beskytte. En rig natur og velfungerende økosystemer påvirker også vores sundhed og trivsel, modvirker klimaforandringer, giver os fødevarer og medicin, rent vand, luften, vi indånder, og utallige mange andre ting.
For et stort antal danskere er nærhed til natur en forudsætning for et velfungerende liv. Vi søger til naturen i sorg og glæde, for at hente energi og inspiration, og når naturen, hvor man bor forsvinder, kan man opleve et stort savn og føle, at man mister noget af sig selv.
Det kan være svært at omsætte naturens værdier til penge, men økonomer og andre forskere har de senere år forsøgt at beregne, hvad naturtabet betyder for os økonomisk. De er kommet frem til, at selv om naturbeskyttelse og naturgenopretning koster, vil vi være langt dårligere tjent med at lade være med at tage vare på naturen, fordi en rig natur har så mange positive virkninger for både enkeltmennesker og samfundet.
Som EU-kommissionen så fint formulerer det: ”Naturen er lige så vigtig for vores mentale og fysiske helbred, som den er for vores samfunds evne til at håndtere globale forandringer, trusler mod sundheden og katastrofer. Vi har brug for naturen i vores liv.”
Bygge på landbrugsjord Over 60 procent af Danmarks areal er landbrug med meget lav naturmæssig værdi på grund af blandt andet næringstilførsel, sprøjtegifte, monokulturer og dræning. Næringstilførsel giver gode vækstbetingelser for enkelte plantearter, som så fortrænger de vilde, danske planter, der er helt nødvendige for dyrelivet og biodiversiteten. Siden det kan tage flere årtier at blive af med overskydende næringsstoffer, vil det fra et samfundsøkonomisk perspektiv være fornuftigt at beskytte de områder, som er forholdsvis næringsfattige og har et rigt dyre- og planteliv, og hellere anvende landbrugsjord til nye byggerier.
De senere år har vi set flere byudviklingsprojekter, hvor man i stedet for at ødelægge natur vælger at bygge på landbrugsjord og tilføre nogle elementer som gør, at områderne med tiden kan udvikle sig til god natur, og disse projekter vil forhåbentligt kunne inspirere og opmuntre til naturvenlig boligbygning over hele Danmark.
Fredninger er hellige Fredning er vores vigtigste redskab til at beskytte sårbare og truede arter og bevare naturområder, der er karakteristiske eller på andre måder værdifulde. Der findes forskellige former for fredninger, men fælles for dem alle er, at de er ment at vare for evigheden, og at kun stærke samfundsmæssige hensyn kan medføre, at fredningen ophæves.
Det Københavns Kommune nu gør, godt hjulpet af folketingspolitikere, der har ophævet de tidligere fredninger, er derfor i et naturfattigt land som Danmark nærmest at betragte som helligbrøde. Det er slemt nok at bygge på natur, endnu slemmere at bygge på EU-beskyttet natur eller natur omfattet af naturbeskyttelsesloven, men at ophæve en fredning kun for at bygge boliger, er uhørt og vidner om manglende forståelse for nutidens måske alvorligste krise.
Gode intensioner Som storby trænger København mere end noget andet sted i Danmark til flere grønne områder, ikke kun for biodiversitetens skyld, men også blandt andet for at kunne håndtere klimakrisen og bedre folkesundheden og indbyggernes adgang til naturen. Kommunen er da også meget bevidst om denne opgave og skriver i sin naturstrategi for perioden 2015-2025, at man vil skabe mere bynatur, styrke naturen på alle kommunens arealer og etablere partnerskaber med blandt andet lokale ildsjæle.
Når kommunen ønsker at fremstå som ”grøn” og naturvenlig, er det desto sværere at forstå, at det politiske flertal vælger at ødelægge et naturområde, som var ment at bevares for altid, hvor der findes beskyttede arter, og som betyder meget for københavneres livskvalitet. For der findes jo andre måder at skaffe penge til metrobyggeriet.
Betalingsring rundt om hovedstaden I stedet for at ødelægge natur for at finansiere metroen, kan vi gøre som andre storbyer, nemlig at indføre bompenge. I vores nordiske nabolande har både Oslo, Gøteborg og Stockholm haft bompenge i mange år, og i Stockholm sagde indbyggerne i 2007 tilmed ja til bompenge i en folkeafstemning.
Selvfølgeligt vil der være mennesker, der vil protestere mod at betale ekstra for at køre bil i København, og måske vil nogen tilmed prøve at kopiere det norske politiske parti ”Folkeaksjonen nei til mer bompenger”, populært kaldet Bompengepartiet, som ved det forrige kommunalvalg i Oslo fik flere stemmer end regeringspartiet Fremskrittspartiet, og som anså sagen mod bompenge som vigtigere end både sundhed, skole, miljø, klima og andre højaktuelle politiske emner.
Men der vil altid være mennesker, der drives mere af egeninteressen end samfundsinteressen, og i Norge og Sverige synes et stort flertal af indbyggerne nu at have godtaget, at dem, der belaster vores fælles miljø, skal være med til at betale for de samfundsmæssige omkostninger, som er forbundet med miljøbelastningerne.
En betalingsring vil også kunne få flere til at rejse kollektivt og således afhjælpe en del af Københavns luftforureningsproblemer. Alternativt kan man indføre afgift i kun de tidsrum, hvor der er mest trafik, ligesom i Stockholm og Gøteborg, og man kan også bestemme, at der skal være en maksimal afgift per bil i døgnet.
Folkelig støtte Forrige gang, danske politikere forsøgte at indføre bomring i København, blev de mødt med massiv modstand. I dag oplever vi derimod en helt anden folkelig opbakning omkring miljøsagen. Mange engagerer sig for at bidrage til at løse biodiversitetskrisen, blandt andet ved at gøre deres haver mere naturvenlige, udføre naturpleje, plante vilde vækster og deltage i forskellige former for borgervidenskabsprojekter. Der vil sandsynligvis nu også være større forståelse for, at krisen kræver fælles indsats, og at vi alle må bidrage, hvor vi kan, blandt andet ved at bevare naturområder i storbyer.
Coronapandemien har tilsyneladende gjort os mere bevidste omkring naturens mange herligheder, og gode naturoplevelser gør, at mange flere ønsker at beskytte naturen. Ligeledes bidrager fjernsynsudsendelser som ”Vilde vidunderlige Danmark” og ”Giv os naturen tilbage” til større naturinteresse, og Miljøministeriets konkurrence om at blive Danmarks vildeste kommune, har sat mange indbyggere i gang med spændende projekter.
Nyt velstandsbegreb Sammen med klimakrisen udgør biodiversitetskrisen sandsynligvis vores tids største politiske udfordringer, og hvis vi skal løse dem, kræver det ikke blot, at vi borgere reducerer vores forbrug af naturødelæggende produkter, og at vi hver især gør en indsats der, hvor vi bor, men også at vores politikere sætter natur øverst på prioriteringslisten.
Heldigvis er der nu stadig flere økonomer, der tænker nyt omkring ressourcebrug og vækst, deriblandt den britiske økonomiprofessor Tim Jackson, som i bogen Velstand uden vækst og senest med Post Growth. Life after Capitalism, argumenterer for, at den økonomiske vækst ødelægger vores planet og truer selve fundamentet for det menneskelige samfund. Jackson mener, vi bør udvikle et nyt velstandsbegreb, som ikke handler om penge eller at kunne købe flest mulige ting, men blandt andet om at leve rige og meningsfulde liv inden for naturens tålegrænse, være fri for fysisk og mental sygdom, opleve værdighed og have muligheder for at deltage i samfundslivet.
Grønne områder og andre mødesteder som parker, biblioteker, museer og lokale markeder vil ifølge Jackson være vigtigere end nogen sinde, når vi skal ændre vores livsstil for at redde naturen, og i en storby som København gælder det derfor om at skabe og bevare så mange grønne pletter som muligt.
Som for eksempel Lærkesletten, der altså for kort tid siden var fredet, er levested for arter, vi som land er forpligtet til at beskytte, og desuden er et dejligt naturområde, som mange københavnere sætter stor pris på og ønsker at give videre til kommende slægter.
Dansk Natur 