Derfor er hegn nødvendige i de fleste danske nationalparker

Udgivet den 30. september 2021 af Michael Stoltze

Hegn klinger ondt, men de er uundværlige i kampen for både kultur, natur og biodiversitet i et land som Danmark. Og hegn er nødvendige i de fleste danske nationalparker. Læs her hvorfor:

Vi har af gode grunde haft masser af gærder og hegn i Danmark i over 200 år uden, at nogen har løftet et bryn. Men i det seneste år er det blevet problematiseret, at der nok skal være hegn om de 15 nye nationalparker, som regeringen er ved at etablere på statens jord.

Umiddelbart klinger det da også forkert, at der skal være hegn om nationalparker, hvor naturen skal være så vild som muligt. De store dyr skal jo kunne vandre for at være rigtig frie og vilde. De skal også leve i miljøer med ulve, løver, leoparder og andre store rovdyr, der kan rydde dem af vejen, når de bliver for mange eller for svage. Det er relevante indvendinger, og kritikken er berettiget. Skulle vi etablere en virkelig velfungerende nationalpark uden hegn og med plads til naturens vilde processer og dynamik, skulle vi udlægge hele Sjælland eller halvdelen af Jylland til nationalpark og udsætte alle de store dyrearter, vi har udryddet, herunder løven. Det kunne givetvis fungere ganske fint som økosystem, idet vi dog utvivlsomt ville nedskyde eller indfange de dyr, der formastede sig til at bevæge sig uden for nationalparken. Det er jo ikke morsomt med hverken en ko i køkkenhaven eller en løve på legepladsen.

Men Danmark er et tæt befolket og intensivt opdyrket land, og det er totalt urealistisk at etablere en så stor nationalpark med vild natur, så vi må levere noget andet som bidrag til klodens kamp for af bevare biodiversiteten og den vilde natur for eftertiden: Vi kan etablere en masse små nationalparker, og det er vi i fuld gang med nu. Regeringen har besluttet, at der skal etableres 15 af disse nationalparker. De vil tilsammen formentlig komme til at dække et sted mellem 0,5 og 1,0 % af Danmark landareal, hvilket er meget lidt i forhold til andre lande.

I de nye nationalparker skal naturen være så vild, som muligt, men da områderne er så små (typisk mellem 10 og 30 kvadratkilometer), vil de ikke fungere uden hegn. De store planteædere ville simpelthen stikke af og søge føde ude på markerne og dermed ikke påvirke den vilde natur på den naturlige måde, der er afgørende for, at områderne bliver varierede og artsrige. De ville også skabe problemer på marker og veje og i haver og byer. Alt dette er grund til, at man stadig har hegn omkring for eksempel de europæiske bisoner på Bornholm, på trods af et oprindeligt ønske om, at den sjældne dyreart skulle leve frit som vild art på hele øens 588 kvadratkilometer.

Hegn om de danske nationalparker tjener to formål: De skal dels sikre, at de store dyr ikke render rundt overalt og skaber problemer i vores kulturlandskaber, og dels sikre, at de påvirker naturen tilpas meget i nationalparkerne. Strengt taget er det kulturlandskaberne, man beskytter med hegn, men da kulturlandskaberne fylder det meste af Danmark, oplever vi det som om, det er naturen, der bliver sat hegn om. Når dyr er begrænset af hegn, gælder dyrevelfærdsloven. Det er vores ansvar, at de har adgang til vand og tilstrækkeligt egnet føde, og de må under ingen omstændigheder sultes. Og da der næppe kommer store rovdyr i danske nationalparker, som er for små til, at en god balance mellem store planteædere og store rovdyr vil kunne fungere, må vi mennesker påtage os at regulere bestandene, inden de bliver for store i forhold til fødegrundlaget.

Helt vildt bliver det aldrig i Danmark – og for den sags skyld heller ikke andre steder Jorden. For det er overalt mennesket, der hersker og bestemmer, hvor den beskyttede natur – nationalparkerne – skal være. Men at etablere nationalparker er det bedste, vi kan gøre – med eller uden hegn.

 

Det var meningen, at den europæiske bison skulle leve frit på hele Bornholm, men det kommer næppe til at ske. Til gengæld får arten nok mere plads end de nuværende 200 hektar, når der bliver etableret en nationalpark midt på øen. (Foto: Michael Stoltze).   

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, Nationalparker | Tagget , , , | 11 kommentarer

Absolut vild natur er en illusion

Udgivet den 15. marts 2021 af Michael Stoltze


Der er mange drømme om vild natur i Danmark, men absolut vild natur får vi indtil videre ikke i kulturlandet Danmark.


Vi står i en biodiversitetskrise, som vi skal løse ved at give naturen plads, så alt det levende, vi deler Jorden med, overlever sammen med os selv.

Det skal vi også i Danmark, og det er en udfordring i et land, der er så kulturpræget. Vild natur findes ikke, for vi har endevendt næsten hver eneste kvadratmeter, opdyrket, drænet, ryddet skov, udryddet besværlige dyrearter, plantet, bygget, anlagt og forurenet. Men vi har da noget, der ligner vild natur, og vi har i over 100 år forsøgt at beskytte resterne af det mest vilde og varierede, så godt, vi kunne med lovgivning, fredning og naturpleje.

Naturpleje? Ja – du læste rigtigt, men smag lige på ordet ’naturpleje’. Naturen er blevet en syg patient, som skal plejes, og den logik har vi levet med i mindst de sidste 50 år i Danmark: Vi plejer naturen.

I den senere tid er der kommet en modreaktionen til dette syn på den danske natur: Vi skal sætte naturen fri og lade være med at blande os, for naturen kan selv. Naturen skal have plads til at udfolde sig frit på egne præmisser, den skal være vild og selvforvaltende – så skal biodiversiteten med alle økosystemer, arter og hele den genetiske variation nok indfinde sig. Det er en smuk tanke, der er indlysende rigtig i den ideelle verden. Med til virkelig vild natur i Danmark hører for eksempel store planteædere, store rovdyr, oversvømmelser og brande, men vi har for længst udryddet de store dyr og bekæmper oversvømmelser og brande. Skal vi have en fornuftig balance mellem store planteædere og rovdyr som ulve og løver (ja – de hører formentlig naturligt til i Danmark), skal vi udlægge hele Sjælland eller halvdelen af Jylland til urørt nationalpark for at komme op på en størrelse, der nogenlunde fungerer. Det siger sig selv, at det nok vil møde en anelse modstand…

Derfor er absolut vild natur en illusion i Danmark. Imidlertid går vi andre veje, så vi får noget, der ligner, så godt det kan lade sig gøre i vores kulturland, og nu skal der blandt andet etableres 15 nationalparker og udlægges mere urørt skov, så vi kommer op 75.000 ha skov, der passer sig selv. De 15 nye områder, der teknisk kaldes for ’naturnationalparker’, bliver ret små og kommer næppe til at udgøre mere end højst 1 % af Danmarks landareal.

Naturen i de nye nationalparker skal være vild og så fri, så de naturlige processer kan finde sted så vidt, det er muligt. Det er en smuk og rigtig tanke, og man kan helt sikkert komme et pænt stykke ad vejen. Træerne får lov til af vokse sig gamle, dø og henfalde, den naturlige vandstand bliver genoprettet ved at lukke dræn og fylde grøfter op, og store, planteædende dyr blive sat ud. Der eksperimenteres for øjeblikket med europæisk bison, elg, krondyr, okser og heste på mange lokaliteter i hele landet, hvor dyrene går ude hele året uden at blive fodret, og erfaringerne fra Danmark og udlandet, hvor man overalt er begyndt at gøre det samme, skal bruges til indretning af de nye nationalparker.

Det er alt sammen godt, og det vil sikkert give os en vildere og rigere natur og bidrage til at bremse biodiversitetskrisen, fordi blomster og sommerfugle og meget af alt det andet, der er truet, vender tilbage. Men hegn er nødvendige for at sikre, at de store planteædere udøver deres nøglefunktioner i områderne og ikke vader ud og gør skade i kulturlandskabet. Og vi kommer ikke til at indføre ulve og løver i nationalparkerne, fordi de er alt, alt for små til det. I stedet må mennesket agere rovdyr og fjerne de store planteædere, når de bliver for mange, og naturpleje vil der også være brug for en del steder i nationalparkerne for blandt andet at sikre adgang, udsigter og fortidsminder.

Det bliver uden tvivl godt – rigtig godt. Men absolut vildt bliver det indtil videre ikke.

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , | 9 kommentarer

Sommerfugle hitter i haver og hegn

Udgivet den 15. november 2020 af Michael Stoltze

Der er startet en sand folkebevægelse for flere sommerfugle i Danmark.

Tendensen har været der i nogle år, men i løbet af 2020 er interessen
for sommerfugle nærmest eksploderet. Grønne organisationer kappes om
at gøre noget for dagsommerfuglene, som er blandt de mest følsomme og
truede insekter. Bestandene er svundet ind gennem årtiet, og en stor
del af Danmarks arter er enten uddøde eller blevet sjældne. Så der er
brug for handling.

Nu har Haveselskabet og de danske kommuner også kastet sig ind i
kampen for at skabe gode leversteder for dagsommerfugle, og Hjørring
Kommune har ligefrem lanceret begrebet “Naturkommunen”. Det blev
landskendt i DR’s TV-serie  “Giv os naturen tilbage” med Frank
Eriksen – bedre kendt som “Bonderøven”.

Sommerfugle, natur og biodiversitet er rykket højere op på dagsordenen
i erhvervsliv, kommuner og på Christiansborg. Og over hele landet er
private haveejere, foreninger og lokalsamfund i gang med at gøre haver
og fællesarealer mere sommerfuglevenlige, og det virker og giver store
glæder. Det er overraskende let, blot man overholde fem
grundprincipper:

1. Drop gift og gødning

2. Brug masser af de bedste nektarplaner og hjemmehørende danske
værtsplanter (læs mere her:
https://dansknatur.wordpress.com/2018/06/03/saadan-faar-du-flere-sommerfugle-i-haven/)

3. Skab variation i terræn og fugtighedsforhold

4. Brug gerne sten i haver og på høje og skråninger

5. Fjern ikke organisk materiale fra haven, men brug det til
kvashegn, høstakke eller kompost. Så får man skjulesteder til
dyrelivet og næring til køkkenhaven.

Dagsommerfugle kaldes ofte “poesi på vinger”, fordi de er så smukke og specialiserede skabninger, og så holder de ligesom mennesker af
sol, varme, læ og blomster. Derfor åbner de bedre end så meget andet
døren til naturen, som man kan læse i dette interview:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/sommerfugle-er-naturens-doermaend

Vil man lære mere, kan jeg anbefale, at man melder sig ind i Facebookgruppen   https://m.facebook.com/groups/sommerfuglehaver/
og henvise til bogen “Sommerfuglehave” af Mona Klippenberg, Michael
Stoltze og Susan Trolle, Gyldendal, 2020.

SOMMERFUGLEHAVE
– Hvordan vores haver kan blive gode levesteder for farverige sommerfugle
Er den første bog på dansk om sommerfuglehaver og hvordan man indretter dem. Masser af baggrundsviden, råd og eksempler og mange illustrationer og nyttige oversigter.
Der er for tiden en sand folkebevægelse for mere natur til sommerfugle i Danmark.

 

Den almindelige blåfugl er blevet ikon for den igangværende folkebevægelse for flere sommerfugle.

 

 

Udgivet i Biodiversitet, Dansk natur, sommerfugle | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

På talefod med løvfrøen

Udgivet den 16. september 2020 af Michael Stoltze

Danmarks mindste frø er lysende grøn og klatrer behændigt omkring i træer og buske. Den er trods størrelsen udstyret med den kraftigste stemme, og i september kan man tale med den på solrige dage

Da jeg var ung, genlød de stille, lune majnætter af korsang.

Det var løvfrøerne, der var forsamlet for at parre sig og lægge æg i de lavvandede damme og småsøer. Lyden kom især fra et vandhul ved gården Munkegård, som lå halvanden kilometer væk. Vores forældre tog os sidst i 1960’erne med derhen kort efter solnedgang, men da vi nærmede os stedet og satte os på nogle sten ved bredden, tav frøerne. Vi kunne dog ane noget bevæge sig i tusmørket ude mellem vandfladens mylder af hvide vandranunkler. Det var løvfrøerne, og vi blev bedt om at sidde musestille.

Efter to minutter lød det første kvæk. Det var åbenbart dirigenten, der gav signal, for i løbet af kort tid trådte flere og flere af sangerne til, så lyden til sidst smeltede sammen til et næsten øredøvende kor af kvækkende frøer.

I løbet af 1970’erne forsvandt lyden af løvfrøer. De små padder var ikke beskyttet, og deres levestedet blev ét for ét forurenet eller fyldt op. Andre frøer var heller ikke fredet, og også de blev sjældnere. Folk på landet bemærkede det og gjorde oprør, for de ville have frøerne tilbage. På initiativ af især organisationen Natur og Ungdom malede den populære tegner og TV-vært Claus Bering en ikonisk plakat med en frø og en talebobbel, hvori der stod: “Mit vandhold er væk – jeg forstår ikke et kvæk!”

Det var klokkeklar tale, og det blev faktisk startskud på en voksende omsorg for naturens mangfoldighed. Der er blevet gjort en masse siden sidst i 1980’erne, hvor løvfrøen på 40 år var forsvundet fra ikke mindre end 97 ud af 100 levesteder og altså tæt på at uddø i Danmark. Missionen lykkedes, og ved oprensning og genetablering af vandhuller blev tilbagegangen vendt til en markant fremgang, så nu kvækker løvfrøerne igen højt og lystigt i dele af det sydlige og østlige Danmark. Den fine frø er navnlig talrig i det sydøstlige Jylland, på Sydsjælland og Bornholm.

Løvfrøen hører til løvfrøfamilien, som sammen med den nærtstående familie afrikanske løvfrøer er karakteristiske ved at have spraglede farver og små sugekopper på tåspidserne. Derfor kan de suge sig fast og både klatre i træer og buske og på helt glatter overflader. Den danske løvfrø, Hyla arborea, har sit latinske navn netop efter denne evne. Arborea betyder “trælevende”.

De små, voksne frøer holder kun til i dammene i yngletiden fra sidst april til først i juni, hvor hannerne kvækker efter solrige dage, når vandet er lunet godt op. De kvækker både for at lokke hunner og andre hanner til vandet.

Nær min kæreste Monas have, Balkalund på landet syd for Nexø på Bornholm, har naboen anlagt en lille sø, hvor løvfrøerne er rykket ind og gav den helt store koncert i maj i år sammen med havens nattergal. I de seneste uger har vi hørt dem kvække spagfærdigt, men ret højt, fra havens buske på solrige eftermiddage. De ynder især at sidde i hindbær- og brombærbuske, hvor de er nærmest umulige at opdage. Men man kan bruge et lille trick: Lyden er let at efterligne, så hvis man gnægger nasalt ligesom en and – “æ, æ, æ…” – vil frøen ofte svare, så man kan lokalisere den og måske afsløre dens hvileplads.

Det lykkedes trods mange og lange samtaler med de små frøer ikke for os at opdage én eneste i havens grønne buske. Men så kom tordenvejret til hjælp efter en steghed august uden en dråbe regn. Døren til haven stod åben ud til det frodige, lune skybrud, og pludselig råbte Mona begejstret: “Se!” Og sandelig: Det var løvfrøen, som var søgt ind i havestuen og klatrede omkring på rudens inderside i al sig strålende, grønne pragt.

Da jeg ville fange den for at sætte den ud, sprang den over i en orkidé, hvor den klatrede behændigt rundt til ære for os, hvorefter jeg fik den over i min hule hånd og satte den ud i tropenattens regn.

Regnen kom med liv, og den lille, lysegrønne frø kom med lykke den aften.

(Bragt første gang Kristeligt Dagblad 10. september 2020.)

—

Lyt til løvfrøen  her – jeg gnækker, og løvfrøerne svarer og kvækker!

Løvfrøen på ruden i havestuen. (Foto: Michael Stoltze).

Løvfrøen i orkideer. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen på vej til friheden. (Foto: Michael Stoltze).

 

Løvfrøen tilbage i det fri. (Foto: Michael Stoltze).

 

Udgivet i Dansk natur, Naturbeskyttelse, Padder | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Naturglæden blomstrer i coronakrisens kølvand

Udgivet den 27. marts 2020 af Michael Stoltze

Børn, unge og gamle. Danskerne søger som sjældent før ud i forårets friske luft under den epidemi, der har ramt os. Vandreture i naturen hitter. De er gratis og giver velvære, glæde og ro til tanker og samtaler.

Danmark, verden og den måde, vi opfører os på, er blevet forandret. Den nye coronavirus har spredt sig. Pludselig skal vi holde os hjemme fra arbejdspladsen og skolen, vi må ikke gå i biografen, teatret, til koncerter eller fodboldkampe, ikke bruge cafeer og restauranter og i det hele taget ikke forsamles eller komme tæt på hinanden på grund af risiko for smitte. Vi isolerer os og er kun fysisk sammen med vore allernærmeste.

Alle er påvirkede af begivenhederne og tvunget til at ændre adfærd i et omfang, de færreste nok havde forestillet sig, inden sygdommen kom til landet. Ingen rejser, ingen arrangementer med mere end 10 deltagere og helst ingen gæster og besøg ud over det absolut nødvendige.

Hvad gør man så? Man tager ud i naturen! Der er heldigvis ikke udgangsforbud, og naturen er der og byder sig til i hele landet – oven i købet iklædt sin forårsdragt tidligere end nogensinde på grund af den vinter, der slet ikke har været her i år. Mirabellerne har blomstret snehvidt i en måned, og den blå anemone rimede undtagelsesvist ikke på marts og kvarts, men viste sit første stænk af himlens tone allerede først i februar.

Små parkeringspladser ude på landet ved skove, søer, åer, strande og fortidsminder er pludselig fulde af biler, og stierne er befolket af mennesker på tur alene eller i små grupper, som vandrer i hensynsfuld afstand fra hinanden. Man går, tænker og taler, og man ser og indtager naturen og foråret med alle sanser. Vi mødes ude i landskaberne under vårens mirakel og opdager, at vi sagtens kan hilse og tale med fremmede på afstand, og at det gør godt, fordi vi er fælles om krisen og fælles om naturen.

Gåturen uden mål og med er en lise for krop og sjæl. I 1847 skrev Søren Kierkegaard disse kendte ord i et brev til sin svagelige svigerinde, Henriette Kierkegaard: “Tab for Alt i Livet ikke Lysten til at gaae. Jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den.”

Børn, unge, voksne, ældre og gamle – alle bruger naturen nu, hvor sportshaller, træningscentre og alle andre steder, hvor mange mennesker mødes, er lukket. Nu er den rummelige natur den store og sikre mødeplads, og stierne bliver trådt flade som aldrig set før.

Der er så meget at mærke, se og sanse, der er så meget at lære, og i år er der ingen, som forsømmer foråret. Anemonetæppet er allerede rullet ud, lærkerne hænger jublende på himlen over markerne, stæren pifter og sprutter af energi i morgensolen, og droslen gentager sine storslåede strofer fra skovens højeste træer.

Viber, lærker, stære og de store, trompeterende traner har for længst indtaget landet, og nu følger andre arter af trækfugle efter i en lind strøm. Den hvide vipstjært er lige på trapperne og piler snart omkring og vinker med sin hale på gårdspladser og veje. Først i april kommer gransangeren med sin karakteristiske tjif-tjaf-sang. Den er én af de første sangfugle, der flyver til os fra Sydeuropa og Nordafrika. Siden følger berømte sangere efter, blandt andet løvsangere og nattergale, som har tilbragt vinterhalvåret blandt giraffer og akacietræer nær Ækvator på savannen i Afrika. Intet i trækfuglenes verden slår dog havternen, som ankommer til Danmark midt i april. Den elegante, langhalede fugl med de slanke vinger og skingre skrig yngler ved de fleste stenede kyster og er Danmarks almindeligste terne. Men om efteråret stikker den af mod syd og slår hvert år fuglenes rekord i træk ved at flyve til Antarktis, hvor den tilbringer vinteren. Når man først har lært den at kende, er den som en kær hilsen fra den store verden. Den bringer så stor lykke, at jeg måtte sætte den på vers:

Havternen

Jeg kløver luften med mit bryst
langs Danmarks forårslune kyst
ved hav og fjord og stene.
I rejselyst en stille dag
med lutter raske vingeslag
henover strandens scene.

Jeg finder vej fra pol til pol
fra Jordens bund til Nordens sol
og Danmarks lyse sale.
Jeg flyver ganske tæt forbi
med sænket næb og skingre skrig
og hvid parabelhale.

Jeg jager på den blanke fjord
som sendt fra selve Moder Jord
på englehvide vinger.
Jeg tror, jeg står din skæbne bi
og gør dig frank og fuglefri
som lykkeoverbringer.

I insekternes verden er mødet med de første dagsommerfugle i foråret blandt de mest glædelige begivenheder i naturen. Den lysende gule citronsommerfugl vækker altid begejstring, når man ser den, og oplevelsen bliver endnu større, når man ved, at den har siddet bomstille i skjul i tæt løv hele vinteren i det fri og tålt streng frost. Siden, når mælkebøtterne blomstrer for alvor, kryber de orangevingede hanner af aurora frem af pupperne. Pludselig flakser de omkring alle vegne i jagt på de hvide hunner, som klækker nogle dage senere. De sarte sjæle er ren poesi.

Sådan er det med den vilde natur: Jo mere vi ved, ser og sanser, des mere rører den os. Det gælder også alt det, man kan samle og spise eller smage på i naturen. Flere og flere har genopdaget lykken ved at samle spiselige urter, hvoraf mange heldigvis er så almindelige, at der er nok til alle.
Naturen er kulturens fundament og bringer glæde. God tur!

Bragt første gang i Kristeligt Dagblad 26. marts 2020.

 

Forårshøst af spiselige urter i april: Rabarber, blege mælkebøtter, humleskud, nælder, skvalderkål og skovløg. (Foto: Michael Stoltze).8

Vandrere i Nationalpark Mols Bjerge i Jylland. Folk i alle aldre søger ud i naturen under krisen. (Foto: Michael Stoltze)

 

 

 

De oprette kobjælder er et flot skue, når de blomstrer i april. De er ved at vende tilbage i Nationalpark Mols Bjerge og bliver måske snart lige så talrige som her i Brösarp bakker i Skåne. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

Anemonetæppet har rullet sig ud, og der er hvide anemoner nok til alle. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Havterner over Holsteinborg Nor ved Skælskør. (Foto: Michael Stoltze).

 

Citronsommerfuglen er en forårsbebuder, man altid bliver glad for at møde. Her luner den sig i skovbunden. (Foto: Michael Stoltze).

 

 

 

 

Udgivet i Dansk natur | Tagget , , , , , , , , , | 4 kommentarer