Ahornblad i forfald. (Foto: Michael Stoltze).
Alt har sin tid, og på et tidspunkt begynder forfaldet. De uhyggelige og grimme forandringer – ja, alt det, der er ubehageligt og strider mod det gode. Med vores fornuft ved vi nok, at forfaldet er en nødvendig del af naturens gang. Men det minder os om døden.
I haven kæmper vi for det lille paradis med vækst, blomstring, frugtsætning og alt det smukke og gode hele året, hvis det var muligt. Det er det ikke i det danske klima, hvor forfaldet og døden rammer haven med usvigelig sikkerhed i vinterhalvåret. Så accepterer vi det nødtvungent, fordi vi ved, at paradisdrømmen genopstår, når foråret kommer.
Vi har møjsommeligt frembragt kultur ved at lave naturen om og skabe noget, som gør os tryggere i tilværelsen. Vi har skabt huse og veje og dyrkede marker og ordnede forhold, som passer os bedre end den vilde natur. Når naturen overtager kulturen, kalder vi det forfald. Forfald er antikultur. Forfald gør os utrygge.
Vi flygter fra forfaldet. I byer med mange forladte huse, falder huspriserne, og jo flere tomme og sammenstyrtende huse, der er i byen, jo hurtigere accelererer fraflytningen. Det er en ond cirkel, der skal brydes, hvis byen skal bestå. Kampen for det skønne og trygge er basal i al kultur. Det er indlysende nødvendigt at holde den ukontrollerede nedbrydning på afstand.
I den vilde natur er det anderledes. Forfaldet er en integreret del af helheden og intimt forbundet med fødsel, spiring og vækst. Naturskove er fulde af døende og døde træer i alle tænkelige stadier af nedbrydning. Sådan skal og må det være i naturens store kredsløb. Men forfaldet i naturskoven støder vores øjne, der er vænnet til synet af ryddelige kulturskove uden døende og døde træer.
Intellektuelt er det let nok at begribe forfaldets nødvendighed i naturen. Uden død og nedbrydning ville alle de stoffer, der er nødvendige for livets opretholdelse, hurtig bliver bundet i alt det levende. Formering og vækst ville gå i stå uden nedbrydningen som følgesvend ligesom køkkenhaven går i stå uden komposten. Danmark får stadig mere natur, der passer og udvikler sig selv, blandt andet naturskov, som med årene får en naturlig balance mellem opbygning og nedbrydning. Den vilde natur er og bliver kontrasten til kulturen, hvor vi bekæmper det synlige forfald.
Vi er selv natur og en del af det store kredsløb. Vi hører sammen med alt andet liv på Jorden, og deler skæbne alle andre arter på planeten. Døden er et grundvilkår. Den henter alle før eller siden, men vore medskabninger adskiller sig hver og én fra os ved ikke være beviste om egen eksistens og forgængelighed. De lever så længe, de nu gør, og dør med værdighed. Altid. Selv i en naturskov, hvor over 90 % af småfuglenes unger dør, før de selv får unger.
Forfald og død er fuld af grimme og uhyggelige billeder. Det kan være meget skræmmende. Men den værdige død, hvor naturen gør, hvad naturen altid ender med at gøre, rummer både ro og rigtighed. Min far døde i en alder af 92 af en genstridig lungeinfektion, hvor medicinen kun trak pinslerne ud. Da lægerne og vi til sidst besluttede at stoppe behandlingen, var det en befrielse. Naturen var nådig, og feberen førte ham roligt og stille ind i den sidste søvn. Og roen gjorde sorgen både større og lettere.
Forfald og død kan have sin egen æstetik. Det kan endda rumme stor skønhed. Sådan er det med løvfaldet, der giver indlysende mening. Det er let at se det hele som en hensigtsmæssig forandring frem for et skæbnesvangert farvel. Efteråret er forberedelse på genvækst. De spæde forlæg til bøgens lysegrønne forårsløv dannes inde i knopperne allerede i oktober og november, hvor bøgens blade bliver gyldne og falder af. Og det samme er tilfældet hos andre træer og buske og mange urter. Den blå anemone har stedsegrønne blade og bruger sommerens og efterårets fugt og lys til at opbygge en fed, violetgrøn spire midt i sit bladroset. Godt beskyttet Inde i den solide spire er næste års blomsterknopper og blade klar allerede i oktober. Men de véd godt, at de først skal spire frem og folde sig ud, når skovbunden bliver tør og lun i marts og april.
Inden træerne smider bladende, trækker de vigtige mineraler ind i veddet. Den grønne klorofyl gør ikke så stor gavn længere, fordi lyset er svagt. Klorofylet bliver nedbrudt, den grønne farve forsvinder, og nedbrydningsprodukterne bliver optaget af træet. Når den grønne farve forsvinder, træder andre farver, som har været “overdøvet” af klorofylgrønt, frem som løvfaldsfarver i et hav af gule, gyldne og røde nuancer. Samtidig bliver bladenes immunforsvar svækket, så løvet bliver angrebet og nedbrudt af svampe og bakterier.
Farveskiftet kan sætte tidligt ind, hvis der er udbredt og hyppig nattefrost i september og oktober. Så varer de glødende efterårsfarver længe, men selv i de sjældne år, hvor der slet ikke er frost i september og oktober, gløder skovene i en fest af farver omkring 1. november. Det vigende lys har samme effekt som frosten. Farverne bliver lige så intense i milde efterår uden frost, de varer bare ikke så længe. Løvet falder fra kronernes toppe, hvor vinden hærger mest,
sidst i oktober, mens blade i underskoven kan hænge helt hen mod december. Løvet lyser allermest, når solen bryder frem på stille, disede dage efter fugtigt vejr. Så er løvet fuldt og prægtigt foldet ud.
Når efteråret sætter i med sit store forfald og kulden komme krybende, kan det være svært at forstå videnskabens fundamentale grundsætninger om, at hverken energi eller stof kan forsvinde. Men stof og energi er der for evigt.
Alting forandrer sig, men intet forsvinder.
Kom! Se hvor gylden bøgen står
Kom! Se, hvor gylden bøgen står
og lyser næsten som i vår
med flammeskær i solen.
Nu fejer blæsten over land
henover bøgeskovens brand,
og løsner sommerkjolen.
Da kaster bøgen al sin pragt
for vintermørkets overmagt
af vinde i november.
Det gyldne løv har stakket frist
og falder fra den sorte kvist,
før året når december.
Men sommertidens sidste glød
kan flyve roligt mod sin død
på klare, kolde dage.
For bøgen knoppes på sin rod,
mens vestenvinden kæmper mod
det blad, der blev tilbage.
Ja, sådan slutter årets ring,
hvor ingenting er ingenting,
og alting er forandring.
Det lille blad, hvad end det vil,
må dø, men altid være til
på livets lange vandring.
Som gave, før du bliver muld,
er verden af det pure guld
dit dyrebare eje.
Skøn på det liv, du er forundt
igennem tiden året rundt,
og mærk dig dine veje.
Sangtekst: Michael Stoltze, 2015
Melodi: Michael Stoltze, 2018 – lyt her
(Essay og sang trykt første gang i Kristeligt Dagblad 23. november 2015)
Gyldne bøge 1. november i Charlottenlund. (Foto: Michael Stoltze).
Gyldne bøgeblade. (Foto: Michael Stoltze).
Dansk Natur 