Ikoniske Møns Klint og omgivelser er ikke blevet nationalpark, skønt den er den mest oplagte. Til gengæld er en masse kornmarker, plantager, byer og sommerhusområder blevet nationalpark. (Foto: Michael Stoltze).
Danmarks nationalparker lever ikke op til international standard. Store dele er falsk varebetegnelse. Grænserne bør justeres, indholdet bør forbedres og loven om nationalparker bør revideres.
Af Michael Stoltze
Biolog, ph.d. og forfatter til bogen “Danmarks nationalparker”
På verdensplan er oprettelse af nationalparker den vigtigste måde at beskytte natur på. Nationalparker skal sørge for, at planter og dyr som findes naturligt i de forskellige lande, sikres gode leveforhold, at der tages vare på variationen og mangfoldigheden i geologi, naturtyper og landskabstyper, og værne om særegne, sårede og truede arter, økosystemer og miljøer.
Parkerne angives normalt med grønt på de nationale landkort. Det er beskyttelse og markedsføring af landenes smukkeste, vildeste og mest storslåede natur. Der er tit omfattende turisme og store indtægter knyttet til nationalparkerne. Nogle nationalparker ligger dog så afsides, at turismen er ubetydelig.
Den første nationalpark i verden var Yellowstone, der så dagens lys i USA i 1872. Nu er der over 3100 nationalparker spredt over hele kloden.
Hvad er en nationalpark?
Der er ingen bindende internationale krav til, hvordan nationalparker skal indrettes, men de fleste lande læner sig i dag op ad Den Internationale Organisation For Naturbeskyttelse (IUCN), som har defineret nationalparker således:
”Store, naturlige eller næsten naturlige områder reserveret til økologiske processer i stor skala. Områderne har i kraft af deres karakteristiske arter og økosystemer fundamental miljømæssig, kulturel, spirituel, videnskabelig, uddannelsesmæssig, rekreativ og turistmæssig betydning.”
Nationalparker bliver oprettet, drevet og beskyttet af staten. Lovgivningen varierer fra land til land. I Sverige, der som første land i Europa oprettede ni nationalparker allerede i 1909, skal områderne være ejet af staten, og naturen skal, bortset fra eventuelle turistfaciliteter, ligge urørt hen. Norge har oprettet nationalparker siden 1962 og har nu 44, heraf syv på Svalbard. De omfatter overvejende vild natur, men uden krav om statseje. Andre europæiske lande har lignende regler om, at naturen i nationalparker skal være vild eller kun må udnyttes så ekstensivt, at det ikke går ud over de naturlige økosystemer og vilde arter. Ofte er der også særlige regler for færdsel i nationalparkerne.
Storbritanniens nationalparker skiller sig markant ud, fordi lovgivningen tillader, at både byer og store, opdyrkede landskaber kan være med. Derfor lever hovedparten af de britiske nationalparker ikke op til IUCNs definition.
Ved siden af nationalparkbegrebet opererer de fleste lande med nationalt definerede naturparker eller regionalparker. Det er områder med både natur, landbrug, byer og rekreation, men hvor naturen spiller hovedrollen. Danmark fik en mærkningsordning for naturparker i 2013, og har siden oprettet syv med Naturpark Lillebælt på 370 kvadratkilometer som den største. Dertil kommer, at tre internationale beskyttelseskategorier, Verdensarv, Geopark og Biosfæreområder, nu også bliver anvendt i Danmark.
Nationalparkernes indtog i Danmark
Danmark var længe om at indføre nationalparker. Siden 1960’erne blev der fra politisk hold gjort flere forsøg på at indføre terminologien, men det strandede på modstand fra Danmarks Naturfredningsforening (DN), der frygtede en ringere beskyttelse af naturen uden for nationalparkerne.
I 1999 kritiserede OECD Danmark for ikke at have nationalparker, og en national politisk bestilt udredning (Wilhjelmudvalgets rapport “En rig natur i et rigt samfund”) anbefalede i 2001 igen nationalparker. Nu var den generelle beskyttelse af naturen blevet så god, at DN bakkede op. En medvirkende årsag var desuden en beskæmmende beskrivelse i rejseguiden fra Lonely Planet, hvor der stod, at der ikke var naturværdier at komme efter i Danmark. Det var både noget vrøvl og en provokation, men illustrerede betydningen af varebetegnelsen “nationalpark” i markedsføringen af et land.
Efter nogle års forberedelser, udredninger og pilotprojekter, vedtog Folketinget nationalparkloven i 2007. Politisk blev det i første omgang aftalt at etablere fem nationalparker. Nationalpark Thy blev indviet i 2008, Nationalpark Mols Bjerge i 2009, Nationalpark Vadehavet i 2010, Nationalpark Skjoldungernes Land på Sjælland i 2015 og Nationalpark Kongernes Nordsjælland bliver indviet i 2018.
Nationalparkloven i Danmark stiller ingen krav om ejerskab eller omfanget af vild natur. Og mens andre lande lægger vægt på, at brugen af nationalparkerne ikke må ske på bekostning af vilde arter og økosystemer, nøjes man i Danmark med, at udviklingen i parkerne skal ske ”med respekt for beskyttelsesinteresserne”. Formålet med de danske nationalparker er, ifølge lovteksten, at:
1) skabe og sikre større sammenhængende naturområder og landskaber af national og international betydning,
2) bevare og styrke naturens kvalitet og mangfoldighed,
3) sikre kontinuitet og muligheder for fri dynamik i naturen,
4) bevare og styrke de landskabelige og geologiske værdier,
5) bevare og synliggøre de kulturhistoriske værdier og mangfoldigheden i kulturlandskabet,
6) understøtte forskning og undervisning i områdernes værdier,
7) fremme befolkningens muligheder for at bruge og opleve naturen og landskabet,
8) styrke formidlingen af viden om områdernes værdier og udvikling,
9) understøtte en udvikling til gavn for lokalsamfundet, herunder erhvervslivet, med respekt for beskyttelsesinteresserne og
10) styrke bevidstheden om områdernes værdier gennem inddragelse af befolkningen i nationalparkers etablering og udvikling.
Loven indeholder bestemmelser om nedsættelse af en nationalparkfond, en bestyrelse og et råd, og at bestyrelsen skal udarbejde en nationalparkplan, der revideres hvert 6. år. Men ellers gælder præcis samme regler for arealdrift i og udenfor nationalparken.
De fem danske nationalparker
Nationalpark Thy var med sine udstrakte vildmarker et godt sted at begynde i 2008. Den var nærmest grydeklar som nationalpark fra starten.
Ved indvielsen af Nationalpark Mols Bjerge holdt dronningen en smuk tale om det, som efter hendes opfattelse karakteriserer Danmark: Samspillet mellem natur og kultur. Over halvdelen af nationalparken er intensivt drevne landbrugsarealer og plantager, og Ebeltoft By inklusive supermarkeder og benzinstationer er med.
Åbningen af Nationalpark Vadehavet foregik en iskold oktoberdag. Parken blev til med stor lokal opbakning og er med sine fuglerige vadeflader langt den største danske nationalpark. Indvielsen foregik dog i udkanten af Ribe langt fra fuglemylderet, og der var mest fokus på markedsføring af lokale pølser.
Nationalpark Skjoldungernes Land indeholder mange skove, kyster og fjordområder i parken og store kulturhistoriske værdier. Omkring to tredjedel af parkens landareal er intensivt dyrket land eller byer.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland hænger ikke sammen geografisk. Den indeholder mange plantager, skove og naturområder, men også byer, sommerhusområder, landbrugsarealer og industriområder.
Kritik
Med de fem nationalparker er Danmark nu på papiret med på den internationale vogn med beskyttelse og markedsføring af nationens ypperste natur. På markedsføringssiden Visit Denmark kan man læse, at Danmarks nationalparker er ”unspoilt natural playgrounds” og vores lands ”most beautiful natural places”. Det lyder dejligt og lokkende, men passer det? Skal vi være tilfredse med den danske nationalparkpolitik?
Den første velmente og højt kvalificerede kritik kom fra tidligere industriminister Nils Wilhjelm (K), der sad som formand for det udvalg, der anbefalede regeringen at etablere nationalparker. Jeg havde på bestilling fra Friluftsrådet skrevet “Danmarks nationalparker”, og da bogen udkom i foråret 2010, tog Wilhjelm ordet ved receptionen på forlaget. Venligt, bestemt, alvorligt og på grænsen til det grædefærdige konstaterede han, at de nationalparker, som han og mange andre kæmpede så hårdt for og anbefalede, var ved at udvikle sig til rene tivoliparker, hvor naturværdier kom i anden række. Champagnen holdt et øjeblik op med at boble, og alle fik noget med hjem at tænke over. Siden er kritikken af nationalparkloven og nationalparkerne taget til, og mange toneangivende naturforkæmpere har nærmest vendt nationalparkerne ryggen.
DN og andre grønne organisationer var utilfredse med nationalparkloven, og da præsidenten i DN luftede sin frustration over loven og krævede restriktioner overfor lodsejerne, gik nationalparkarbejdet næsten i stå. Skjern Å blev droppet, og Kongernes Nordsjælland blev forsinket i seks år.
Idehistoriker og forfatter Rune Engelbreth Larsen lancerede i afmagt over de danske nationalparker begrebet “naturnationalparker” og rejste riget rundt for at afklare, hvor de kunne ligge. Det blev i 2017 til bogen “Vildere vidder i dansk natur” med forslag til 35 parker på i alt omkring 1000 kvadratkilometer.
Kritikken er berettiget
Forløbet omkring tilblivelsen af nationalparkloven, oprettelsen af parkerne og deres afgrænsning og drift har fået mange til at kalde nationalparkerne for ligegyldige, papirparker, tivoliparker, turistparker, landbrugsparker eller det, der er værre.
Den hårde kritik af de danske nationalparker er bemærkelsesværdig. Og med udnævnelsen af den femte og sidste, Kongernes Nordsjælland, er der anledning til at gøre status. Er kritikken berettiget? Lad mig knytte nogle kommentarer til de fem nationalparker.
Nationalpark Thy lever i det store og hele op til, hvad man forstår ved en nationalpark internationalt.
Det gør nationalpark Mols Bjerge ikke, selv om dele af parken er enestående. Jeg tror, de fleste ville få en lang næse i udlandet, hvis de opdagede en nationalpark, der mest var industrielt landbrug.
Nationalpark Vadehavet lever for størstedelen op til den internationale standard, fordi den omfatter de enorme tidevandsflader, som er spisekammer for Vadehavets millioner af rastende vandfugle. Men parken indeholder også landområder med så intensivt landbrug, at ikke en vibeunge kan få et ben til jorden.
Nationalpark Skjoldungernes Land er bestemt et pragtfuldt og beskyttelsesværdigt område med storslået natur og kultur. Men det indeholder så store intensivt dyrkede arealer, at Naturpark eller UNESCO biosfæreområde havde været mere rigtige betegnelser.
Nationalpark Kongernes Nordsjælland ligner et drys hakket persille henover landskabet. Alene geografien må vække undren. Der er bestemt storslået, rig natur, men det er besynderligt, at for eksempel sommerhuskvarteret ved Hornbæk og Ålsgårde By er med.
Engelbreth Larsens ønsker mere vild natur – det er en rimelig kritik. Betegnelsen ”naturnationalparker” er dog nok ikke til brug i praksis. Nationalparkbegrebet borger internationalt for naturbeskyttelse i højeste klasse kombineret med stor skønhed og turisme. Det er godt nok. Begrebet skal bare bruges rigtigt i Danmark.
Det har tilsyneladende været afgørende, at de danske nationalparker skulle være store og billige med meget vide rammer for indholdet. Dermed er de kommet på kant med international standard og den almindelige opfattelse af, hvad en nationalpark er. Flere af parkerne er tæt på pinlige. Hvad kan man gøre for at komme på ret spor?
Fire forslag
Den danske nationalparklov lægger stor vægt på landskabsformer og kultur. Det kan være godt nok, men åbner en ladeport for nationalparker, der kan indeholde hvad som helst fra svinefarme til storbyer. Mit første forslag er derfor:
Gennemfør en revision af loven nu, hvor den er fyldt 10 år.
Vi har prægtig, vild natur med enestående historie mange steder i landet, så vi kan sagtens oprette nationalparker, der fra dag ét vil blive taget alvorligt og anerkendt i ind- og udland. Og vi kan udvikle mere vild natur af høj international klasse. Danmark er et lille land, og vores nationalparker behøver heller ikke at være store – IUCN har foreslået 1000 hektar (10 kvadratkilometer) som mindstemål. Det er nok, at de er storslåede med høj fortælleværdi. Det er absurd, at Møns Klint ikke blev den første ikoniske nationalpark i landet. Tænk, hvad den kunne have gjort for naturen og Danmark! Der er andre steder: Stevns Klint (selvom klinten nu er blevet UNESCO Verdensarv) med det verdensberømte vidnesbyrd om Jordens 5. masseuddøen. Der er Skagens Gren og Råbjerg Mile. Der er Nordbornholm og Ertholmene. Der er Læsø og Anholt og lave stenøer og besynderlige boblerev. Og der er masser af inspiration i Rune Engelbreths nye bog og i Danmarks Nationalparker, der foreslår ni nye parker. Mit andet forslag er således:
Opret flere nationalparker, der lever op til IUCNs definition.
Arbejdet med de fem første nationalparker i Danmark er ikke spildt. Tusindvis af dygtige menneske har brugt kolossale kræfter på at få nationalparkerne på Danmarkskortet. Det arbejde skal fortsætte. Nationalparkerne skal være Danmarks ypperste natur – noget vi kan være stolte af få anerkendelse for ude i verden. Mit tredje forslag er:
Tag malplacerede områder i de allerede oprettede nationalparker ud eller behold dem under forudsætning af naturgenopretning.
Danmarks natur er trængt, og der er brug for omfattende naturgenopretning, hvis tabet af natur og biodiversitet skal vendes til fremgang. Så mit fjerde forslag er:
Genopret områder, der kan indlemmes i nationalparkerne, så de bliver mere sammenhængende og får større kvalitet.
Konklusion
Danmarks natur har pletvis meget høj kvalitet og stor variation, som nationalparker kan være med til at beskytte og udvikle til gavn for landet. Forudsætningen er, at de eksisterende nationalparker bliver justeret, og at nationalparkloven bliver ændret, så hovedfokus bliver den vilde natur, og så alle både etablerede og nye nationalparker bliver rigtige, internationalt respekterede nationalparker.
——-
Bragt som kronik i Politiken 2. marts 2018. Copyright Politiken og Michael Stoltze.
Dansk Natur 