Under det danske formandsskab er EU nu i fuld gang med at forhandle ændringer af landbrugsstøtten. Støtten udgør for tiden 41 % af EU’s samlede budget, og alene i Danmark betaler vi som skatteydere hvert år op mod 8 milliarder kroner i støtte til landbruget.
I EU’s oplæg til reform af støtten hedder det, at 30 % af støtten fremover skal gå til miljø. Det lyder umiddelbart sympatisk. Men hvorfor skal landmænd have milliarder af kroner for at tage miljøhensyn?
Ingen andre erhverv får penge for at tage miljøhensyn. For andre erhverv gælder det meget simple princip, at forureneren betaler: Produktionen skal overholde en række miljøkrav. Ellers bliver produkterne ikke godkendt. Og miljøgodkendelsen er en forudsætning for, at produkterne kan mærkes (certificeres), og dermed afsættes til fornuftige priser. På den måde er der i moderne produktion penge i at tage miljøhensyn og vise ansvar og bæredygtighed.
Det er der også for landbruget, men her spiller klaveret falsk. Modsat alle andre erhverv, betaler det offentlige landbruget for at tage miljøhensyn. Og nu vil EU altså gøre det i endnu højere grad.
Det er simpelthen en gal kurs. Landbruget skal overholde alle gældende miljøkrav i produktionen. Miljøkravene er efterhånden internationale og derfor ikke konkurrenceforvridende. Og vi kan forhindre import af varer, der ikke lever op til gængse miljøstandarder i produktionen.
Den almindelige støtte til landbrugserhvervet er et (stort set) globalt fænomen, der må afvikles på den globale scene, hvis den skal afvikles. Men støtte til landbruget for simpelthen at tage miljøhensyn er gal. Det er et “forureneren-betales-princip” som går stik mod det ellers knæsatte “forureneren-betaler-princip”, som gælder for andre erhverv.
For landbrug, der ikke overholder miljøkrav, må der gælde samme strafferetlige regler som for andre virksomheder. Så er den ikke længere.
Til gengæld vil det være rigtig fornuftigt at bruge en stor del af landbrugsstøtten på et helt nyt forretningsområde, som landbruget kan kaste sig over til gavn for almenvellet: Naturbeskyttelse.
Mange af vore landskaber er afhængige af landskabspleje, og vi har mistet en masse naturområder, som vi nu er interesseret i at genoprette. Det koster mange penge, og den opgave er det mere end oplagt, at landbruget er med til at løse.
Den store udfordring er altså at få en stor del af alle de penge, vi betaler til landbruget, flyttet over til en pulje, der kan gå ubeskåret til målrettet naturbeskyttelse.
Sådan bør skuden rettes op til glæde for naturen, miljøet, landbruget og borgernes pengepung.
Dansk Natur 
Væsentlig pointe – skal vi støtte noget, så skal det være noget som gavne hele samfundet. Er landbruget konstruktive og klar til at levere varen, så vil betalingen for naturpleje ende i deres lommer.
Landbrugsstøtten bør omlægges, så vi fremover støtter lodsejere, der efter enkle forskrifter anlægger og forvalter vigtige natur- og kulturværdier under åben himmel. Samtidig bør vi indbygge støttemuligheder til mindre familiedrevne jordbrug, der skal understøtte livet på landet. Vi savner nemlig liv på gårdene; bl.a. som dynamo for den øvrige udvikling i landdistrikterne (skoler, købmænd, smedjer, bagerier, håndværk, lokale produkter, foreningsliv, tilflytttere, nye ideer osv…)
For at belyse hvor tosset og kompliseret det efterhånden er blevet med alle de regler og bestemmelser: Se side 7 i dette link http://landbrugs-nyt.livebook.dk/livebook.php?book=landbrugs-nyt_ugensavis&userid=0&key=no&pagenum=1 . På de ukurante småarealer, som jeg har liggende, og som stadig er inde under ha-ordningen, vælger jeg den mest simple metode. Det vil sige at det får én over nakken en gang eller to med brakpudseren så det under alle omstændigheder kan holde i en kontrol uden der bliver trukket store beløb p.g.a. krydsoverenstemmelser. Jeg tror, der er mange der gør det samme. Det må kunne gøres bedre.