Landbruget skal være medspiller i naturbeskyttelsen

 

Onsdag den 10. maj udsendte vi følgende pressemeddelse fra Natur & Samfund:

Svagt regeringsudspil om landbrugsstøtten

Landbruget skal gøres til medspiller i stedet for modspiller i naturbeskyttelsen

Det mener Natur & Samfund om regeringens udspil om landbrugsstøtten. Regeringen vil tage 10 % af støtten (ca. 700 mio. kr. årligt) og bruge pengene til forskellige miljøformål. Udspillet har omgående fået organisationen Landbrug & Fødevarer til at reagere med en blank afvisning af forslaget. Organisationen fortsætter dermed mange års konsekvent afvisning af alle tanker om grundlæggende ændringer af støtten.

– Den årelange skyttegravskrig om anvendelsen af landbrugsstøtten skader både landbruget og Danmarks natur. Regeringens udspil er upræcist og vil næppe gavne. I stedet bør vi meget direkte se på landbrugets moderne rolle som naturforvalter og tænke i helt nye baner. Hovedparten af danske landmænd, som tilsammen ejer omkring ¾ af det danske landareal, vil gerne være med til at drive og udlægge naturarealer, siger formand for Natur & Samfund, Michael Stoltze.

På en politisk konference på Christiansborg i marts 2011 om natur og landbrug, foreslog udbryderorganisationen Bæredygtigt Landbrug at bruge 25 % af landbrugsstøtten (ca. 1.800 mio. kr. årligt) direkte til naturformål – ved statslige opkøb eller betaling for landskabspleje.

– Det forslag er der anderledes musik i. Og det er interessant, fordi det kommer fra landbrugets egne rækker. Landbrugsstøtten skal ikke tages fra landbruget, men målrettes opgaver, som kommer hele samfundet til gode. Danmark har forpligtet sig til at passe på naturen og standse tabet af naturværdier inden 2020. Her ligger en uhyre vigtig samfundsopgave, som landbruget kan og bør varetage mod betaling. Opgaven må ikke blandes sammen med miljøregulering, som ud fra princippet “forureneren betaler” er erstatningsfri for erhverv, fastslår Michael Stoltze.

Baggrunden var, at Jyllandsposten havde bragt en artikel om regeringens planer om at tage 10 %  af landbrugsstøtten og bruge pengene til miljø. Det fik straks organisationen Landbrug & Fødevarer op i det røde felt og kalde forslaget for “fuldstændig utilstedeligt”.

Hør mere i dette indslag i  Orientering på P1, hvor jeg uddyber vores synspunkter og fortæller om vores nye forening, Natur & Samfund.

Ukendt's avatar

About Michael Stoltze

Biolog fra Københavns Universitet med ph.d. i sommerfugle, født i Allinge på Bornholm, 1955. I dag selvstændig forfatter, fotograf og foredragsholder samt skribent ved Kristeligt Dagblad siden 2009. Interesser: Forholdet mellem natur og mennesker, natur, naturbeskyttelse, kultur, politik, samfundsudvikling og filosofi. Særlige interesser: Sommerfugle og insekter.
Dette indlæg blev udgivet i Dansk natur, Natur og Samfund og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 Responses to Landbruget skal være medspiller i naturbeskyttelsen

  1. Thomas Møller's avatar Thomas Møller siger:

    Hej Michael,
    jeg ønsker til lykke med din nye forening. Måske bliver jeg medlem, men jeg vil lige se tiden lidt an. Konkret er jeg nysgerrig efter at vide, hvad præcist landmændenes pleje af naturområder går ud på?

    • Kære Thomas

      Tak – håber, du vil støtte vores arbejde med et medlemskab! Der er landmænd, som udfører udmærket landskabspleje rundt omkring i Danmark, og nogen tjener også tilpas med penge på det. Jeg havde en nabo, som plejede standengene på Glænø (Natura 2000-område). Det gjorde han godt, og det hang vist fornuftigt sammen økonomisk. Han var meget naturinteresseret. Han døde desværre ved en ulykke for et par år siden. Samlet set har landbrugets landskabspleje imidlertid et meget lille omfang i Danmark. Vi kan uden tvivl lære meget af Sverige, hvor landbruget er meget længere fremme som medspillere i naturbeskyttelsen. Svenske landmænd tager på kursus i landskabspleje, og naturbeskyttelse er simpelthen et populært forretningsområde for erhvervet. Sådan kan det også blive i Danmark.

  2. carstenfri's avatar carstenfri siger:

    Hej Michael
    Også herfra ønskes tillykke – og held og lykke – med det nye tiltag. Der er vel ingen tvivl om, at vi trænger til større focus og flere gode ideer på naturområdet. Og det kan den nye forening utvivlsomt være med til. Tak for, ar I vil tage kampen op!

Skriv et svar til carstenfri Annuller svar