Jorden er udsat for markante klimaforandringer. Det viser alle målinger i tal, men naturen viser det også. Siden 1990 er mange hundrede varmekrævende insektarter indvandret fra syd til Danmark. I 2026 har knæleren indtaget Bornholm, og siden 2010 har seglgræshoppen etableret sig i store dele af Danmark

Knæler har fået øje på en dagpåfugleøje. Balkalund, Bornholm, 3. oktober, 2026. (Foto: Michael Stoltze)
Hedebølge på hedebølge ramte Mellemeuropa i 2026.
Tyskland fik den varmeste sommer, der nogensinde er registreret, og også Danmark fik en absolut varmerekord med 37 grader, da én af de ekstreme hedebølger kortvarigt kom på besøg den 27. juni. De stadig stigende temperaturer har fået Europas varmekrævende insekter til at rykke mod nord, og det går hurtigt. Siden 1990 har flere hundrede nye insektarter etableret ynglebestande i Danmark, blandt andet stor og lille kejserguldsmed og de påfaldende arter blodcikade og stribetæge, der begge er sorte og røde. Den store kejserguldsmed og stribetægen er nu almindelige i hele landet.
I 2010 blev den langbenede seglgræshoppe fundet første gang i Danmark. Den hører til løvgræshopperne, som kendes på deres lange, tynde og piskeformede følehorn. Den er lysegrøn og minder en smule om den almindelige stor grøn løvgræshoppe, men er lidt mindre, meget spinklere og har smallere vinger. Den er svær at få øje på i den grønne vegetation, så man opdager den som regel, fordi den tager flugten og lyser op i luften, når man forstyrrer den. I modsætning til stor grøn løvgræshoppe, der synger larmende og æder mange insekter, er seglgræshoppen næsten udelukkende planteæder, og dens sang er så højfrekvent, at mennesker ikke kan høre den. Til gengæld synger begge køn, og lydoptagelser, hvor man transformerer sangen til lavere, hørbare frekvenser, afslører, at de synger smukke duetter. Hvis man kommer meget tæt på en seglgræshoppe, kan man høre, nogle svage tikkelyde, når de synger ved at gnide vingerne mod hinanden. Men det er ikke selve sangen, man hører.
I løbet af 15 år har seglgræshoppen bredt sig over store dele Danmark, og den er nu forholdsvis almindelig på varme steder i krat og på enge, overdrev og heder på Øerne og under spredning i Jylland.
I 2026 dukkede dagsommerfugleart nummer 100 op i Danmark, da sydlig kålsommerfugl (Pieris mannii) blev påvist for første gang i Sønderjylland. Det var ikke overraskende, for arten, der ligner en mellemting mellem stor og lille kålsommerfugle, har bredt sig forbavsende hurtigt mod nord, og har længe haft kurs mod Danmark.
Den største sensation på insektfronten i 2026 er dog de mange fund af knæleren Mantis religiosa. Knælere er glubske rovinsekter med lange, kraftige forben, der har spidse torne og kan foldes sammen i noget, der ligner en bedende (knælende) stilling under forkroppen. Men benene er parat til drab, for knælere ser godt, og kan bevæge deres trekantede hoveder i alle retninger. Det ser nærmest uhyggeligt ud, og får de øje på et insekt, sniger de sig lydløst ind på det og angriber pludseligt med lynhurtig præcision, hvorefter byttet bliver ædt. Knælere bruger ikke gift, så insekterne dør først, når de er halvvejs fortæret. Det samme gælder hanknæleren, der bliver ædt af hunknæleren under parringen. Han giver bogstaveligt alt, hvad han har, for at støtte hunnens ynglesucces.
Den op til otte centimeter lange knæler blev fundet første gang i Danmark i 2022 i Fredericia, og frem til 2026, var der registreret 11 eksemplarer i landet, heraf otte på Bornholm. Men i 2026 blev der fundet omkring 40 knælere spredt på hele Bornholm og nogle få i resten af Danmark. Fundene falder sammen med, at mængden af knælere nærmest er eksploderet i Tyskland, hvor arten har bredt sig helt op til Østersøkysten, og nu navnlig er talrig mellem Rügen og Wolinski i Polen.
Hvordan de spreder sig og kommer over Østersøen til Bornholm er stadig en gåde, men de er her, og de lægger ægkapsler, der hver kan rumme op til 200 æg. Masseindvandringen fra syd fortsætter, og alt tyder på at Danmark er blevet knælerland.
—
(Bragt først gang i Kristeligt Dagblad 8. oktober 2026)



