Ja – undskyld – men “præstepik” er altså det folkelige navn for den almindelige stinksvamp, der pryder skovbunden og udsender sin grimme lugt for tiden.

Når man er på skovtur, mærker man ofte den karakteristiske, gylleagtige stank af svampen bestemte steder langs stierne. Og hvis man søger, kan man med en smule held finde synderen. Den står og stitter skamløst i skovbunden med sin gråbrune, slimede top, der tit er dækket af fluer.

Svampens facon overlader ikke meget til fantasien, og på latin hedder den da også Phallus impudicus, som betyder “den skamløse fallos”.  Biologer kalder den almindelig stinksvamp, men i folkemunde har den nu længe heddet præstepik. De magtfulde præster har altid været udsat for folkevid og drillerier  – tænk blot på de irriterende “præstelus” (burresnerrenes frø, der sætter sig i tøjet), eller de talrige “præstebiller” (små, orange biller, der tilsyneladende ikke bestiller andet i tilværelsen end at parre sig).

Stinksvampen starter sin tilværelse som en bævrende kugle – et såkaldt “hekseæg” – der er fyldt med gelé, og en spire til svampens skaft og hoved. Skaftet og hovedet bryder pludseligt frem af hekseægget og kan strække sig til fuld længde i løbet af nogle få timer. Herefter bliver hovedets brune slim flydende og ildelugtende, så fluerne flokkes på det. Slimet indeholder millionvis af svampesporer, som fluerne får på fødderne. På den måde bliver stinksvampene spredt vidt omkring.

Slørstinksvampe (Phallus-arter med slør) findes overalt troperne. Og den almindelige danske stinksvamp har også et lille skjult slør under hatten. I sjældne tilfælde er det større og synligt. Dog aldrig så flot som på denne slørstinksvamp (måske arten Phallus duplicata) fra Tanzania. Den stinker værre end surströming. Alligevel verserer der hårdnakkede rygter om, at dens “duft” kan fremkalde spontane orgasmer hos kvinder – se her. (Foto: Michael Stoltze).

Stinksvamp med fluer. (Foto: Michael Stoltze).